Storsejr i pokalen

01. sep. 2016

EfB var i dag på besøg hos Flemløse/Hårby, der i sidste runde slog Sædding/Guldager ud af DBU Pokalen efter forlænget spilletid. Holdet, der til daglig spiller i serie 1, kunne dog ikke gøre noget i dagens kamp mod vestjyderne, der kunne drage fra Fyn med en sejr på hele 5-0. Dagens målscorere blev Robin Söder, Leon Jessen, Jacob Lungi Sørensen og derudover fik Awer Mabil nettet af to omgange.

EfB var allerede fra start altdominerende på banen. Både hvad angik chancer og boldbesiddelse. Holdet vadede i muligheder, men der skulle alligevel gå et lille kvarters tid af kampen, før gæsterne kom på tavlen. Nytilkomne Awer Mabil satte kuglen i nettet, da han modtog bolden et par meter uden for feltet, tog et par træk og herefter smækkede læderet ind bag målmanden til stillingen 1-0. Et resultat, der ikke blev ændret, før dommeren kunne fløjte første halvleg af.

Chancer i anden halvleg var der stadig nok af til esbjergenserne, men der skulle gå hele 20 minutter, før EfB fik scoret igen. En lang bold fra de bagerste geledder blev modtaget af Brent McGrath, der med en retningsbestemt brysttæmning fik bolden med sig videre mod hjemmeholdets mål. Han kiggede op og fandt en fri Robin Söder, der kunne udbygge føringen med et velplaceret hovedstød.

Senere i kampen blev et langskud pareret af Flemløse/Hårbys målmand. Bolden røg direkte tilbage til kanten af feltet, hvor Leon Jessen, mellem venner og fjender, endte med at få plads til et landskud. Han firstimede en afslutning afsted, der på flotteste vis endte i det fjerneste hjørne.

Der skulle ikke gå lang tid, før der igen blev scoret. En lang bold blev sendt afsted i dybden til Jacob Lungi Sørensen. Den unge midtbanemand lobbede bolden over sin direkte modspiller og afsluttede dernæst med sin næste berøring. Målmanden fik hænderne på bolden, men han kunne ikke forhindre den i af ryge ind i netmaskerne.

Awer Mabil kunne score sit andet mål, da han, efter fint forarbejde af Mads Hvilsom, satte bolden ind til 5-0, der også endte med at blive kampens slutresultat. Dermed sikrede EfB sig videre avancement i DBU Pokalen 2016/2017.

Af Martin Jørgensen

nyheder_divider