Straffespark afgjorde rodet affære

22. Nov. 2013

Et kontroversielt straffespark blev afgørende, da SønderjyskE fik den femte sejr i træk på hjemmebane mod EfB.

EfB startede ikke kampen godt, og den første halvleg var ikke en god oplevelse for de medrejsende esbjergensere på tilskuerpladserne. SønderjyskE styrede spillet, mens EfB ikke kom frem til de store chancer.

EfB stillede i dagens opgør op med en amputeret midtbane, hvor Magnus Lekven var ude med en skade, mens Hans Henrik Andreasen og Emil Lyng begge måtte overvære kampen fra tribunen grundet karantæne. Midtbanen blev ikke yderligere styrket, da Martin Bergvold efter 25 minutter måtte udgå med endnu en skade, og den vanlige angriber, Mushaga Bakenga, erstattede ham.

For SønderjyskE var den tidligere Brøndby'er, OB’er og FCK’er, Johan Absalonsen, den helt store profil, som SønderjyskE ofte prøvede at sætte i scene ved løbedueller mod Kian Hansen og Jens Berthel Askou. I en af disse situationer var Johan Absalonsen på vej mod mål. Kian Hansen forsøgte at presse ham men snublede i forsøget, hvorefter Johan Absalonsen faldt, og dommeren dømte straffespark. I samme situation blev Kian Hansen udvist, og anførerbindet blev overladt til forsvarsmakkeren Jens Berthel Askou. På det efterfølgende straffespark scorede en anden tidligere FCK’er, Daniel Jensen, til 1-0.

Som følge af udvisningen satsede esbjergenserne offensivt og spillede resten af kampen med tre mand i forsvaret. Dette havde nær båret frugt, da Mushaga Bakenga kort inden pausen var tæt på at udligne, da han kom igennem i venstre side. Afslutningen kom dog fra en lidt for spids vinkel, så målmanden reddede skuddet.

I anden halvleg sad EfB på spillet, men helt farlige blev de aldrig. Farligst var den tidligere esbjergenser, Tommy Bechmann, der fra kort afstand headede mod mål, men Frederik Rønnow viste sig endnu en gang som en sikker sidste skanse.

I kampens overtid fik Kian Hansen følgeskab ud fra banen, da Daniel Christensen modtog sin anden advarsel for at nedlægge Jakob Ankersen, men lige meget hjalp det og kampen sluttede med en 1-0-sejr til SønderjyskE.

- Vi var bestemt ikke tilfredse med det, vi leverede i første halvleg, hverken spillemæssigt eller fightmæssigt. Jeg synes dog, at vi får matchet det i anden halvleg, som vi har fint styr på, sagde Niels Frederiksen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider