Sen Fellah-scoring sikrede uafgjort

17. Jul. 2014

På en sen scoring af Mohammed Fellah sikre EfB sig et fint udgangspunkt efter opgøret i Kasakhstan. Trods en god første halvleg i lykkedes det ikke EfB at sikre sig en sejr. Hjemmeholdets straffesparkscoring kort efter pausen lignede længe sejrsmålet, inden Mohammed Fellah reducerede kort før tid.

Stadionuret i Kasakhstan havde ikke taget mange runder, før opgøret mellem de gulklædte værter fra FC Kairat Almaty og EfB havde kastet et par gode muligheder af sig. Kort efter at Eddi Gomes havde afværget en chance til hjemmeholdet, røg Jakob Ankersen af sted på en omstilling, da han i forbindelse med et hjørnespark opsnappede bolden. Efter et langt sololøb og et par frække træk fandt Ankersen Mick van Buren i feltet. Hollænderen forsøgte at finde Mohammed Fellah, men pasningen på tværs af feltet blev opsnappet af en kasakhstaner, så det tidlige føringsmål udeblev.

De gode løb og gennembrud kom derefter med korte mellemrum. Esbjergenserne fik flere gange så meget plads, at de ubesværet kom op til værternes straffesparksfelt. Den helt store chance udeblev dog, da der lige kom en kasakhstaner i vejen, når den afgørende aflevering skulle falde. I stedet blev de mange gennembrud benyttet til afslutninger fra distancen.

Jakob Ankersen, Jeppe Andersen og Mohammed Fellah sendte på skift gode afslutninger af sted, men afslutningerne strøg lige forbi stolpen. Fellahs afslutning tvang keeperen ud i fuld længde, da han kort før pausen trak ind i banen og bankede bolden af sted mod højre stolpe.

Esbjergenserne fik den værst tænkelige start på anden halvleg. Få minutter efter pausen pegede dommeren på straffesparkspletten, efter Michael Jakobsen gik ned for at blokere en afslutning fra kanten af feltet. Da han kastede sig ned for at forsøge at blokere afslutningen, ramte bolden EfB-forsvarerens venstre arm. Fra 11-meterpletten var Josip Knezevic iskold med venstrebenet og sendte sikkert bolden ind i sin venstre side, idet Martin Dúbravka gik til den modsatte side.

Scoringen var som en mavepuster, der fuldstændigt slog luften ud af de blåstribede esbjergensere. Det gode spil fra første halvleg virkede som en saga blot. På trods af overtag i boldbesiddelsen formåede drengene fra Esbjerg ikke at komme igennem den gule mur af Kairat-spillere, der solidt stod plantet omkring eget felt. De smarte og hurtige kombinationer der i første halvleg lykkedes via omstillinger, var at savne. Esbjergensernes offensiv strandede ofte foran feltet, hvor de afgørende løb, der kunne have åbnet den kompakte defensiv op, kom der længere og længere imellem.

Anden halvlegs største chance tilfaldt hjemmeholdets angriber, Islamkhan, der efter et gennembrud i esbjergensernes venstre side kom ned til baglinjen og afsluttede mod fjerneste stolpe. Bolden blev afrettet af en esbjergenser, så den med nød og næppe gik forbi på den rigtige side af stolpen.

Som kampen nærmede sig sin afslutning måtte Europa League-debutanten, Eddi Gomes, udgå, hvor han blev erstattet af Jens Berthel Askou, der dermed fik sit comeback i en turneringskamp efter sin lange skadespause.

Som det så sortest ud og mest af alt lignede en kasakhstansk sejr, kom det forløsende mål. Jakob Ankersen viste overblikket i feltet, hvor han med en flot pasning fandt Mohammed Fellah, der i høj fart bankede bolden ind ved fjerneste stolpe. I tillægstiden lignede det en mulig EfB-sejr, da indskiftede Casper Nielsen blev fældet i feltet, men dommeren endte med at give Casper Nielsen en advarsel for episoden, så opgøret endte 1-1. EfB kan med 0-0 i returopgøret spille sig videre til næste runde.

Af Lars Johansen

nyheder_divider