Styrket EfB-trup til dramaet om overlevelse

01. Apr. 2017

Esbjerg fB’s trænerduo, Lars Lungi Sørensen og Jent Letort, var på plads på Casa Arena for at følge slaget mellem de to næste modstandere i det nye gruppespil, AC Horsens og OB, fredag aften. Søndag tager EfB selv imod puljens fjerde mandskab, Randers FC, som indledning på ugers barsk kamp mod nedrykning.

- Hvis jeg selv skulle have valgt et resultat mellem Horsens og OB, ville jeg have sagt 0-0, og det blev det. Det indebærer, at opnår vi en sejr over Randers søndag, vil puljen være endnu mere samlet, og tre point vil hjælpe os gevaldigt, siger cheftræner Lars Lungi Sørensen.

Ved indgangen til spillet mod nedrykning er EfB i den lykkelige situation, at flere spillere er klar efter skader. Jeppe Andersen og Jesper Jørgensen er klar efter knæskader, og Emmanuel Oti Essigba var på græs lørdag. Ghaneseren har stadig nogen tid til comeback efter sin skulderskade, men er på vej. Derudover er den nye georgiske midtbanespiller, Lasha Parunashvili, og topscoreren i U19 Ligaen, Anders Dreyer, med i truppen. Dreyer har scoret 13 mål i de seneste seks U19-kampe.

- Vi får flere taktiske muligheder, især med Jeppe Andersen tilbage i truppen, og ligeledes Anders Dreyer er en dygtig fodboldspiller. Truppen er blevet bredere og giver flere valgmuligheder, siger Lars Lungi Sørensen.

Han håber, at de gode takter fra træningsbanen de seneste 14 dage vil kunne overføres til Blue Water Arena, når puljens førerhold, Randers FC, er modstander.

- Vi skal spille mere frigjort uden at give køb på den defensive struktur. Vi har trænet godt, humøret er fint, og der er fart over spillet på træningsbanen. Det ville være dejligt at omsætte det til stadion søndag eftermiddag, siger Lars Lungi Sørensen.

Jacob Lungi Sørensen og Mathias Kristensen har døjet med mindre skader og er ikke med i 19-mandstruppen, hvorfra også Brent McGrath glider ud.

Af Frede Madsen

nyheder_divider