Svær hjemmebanedebut mod mestrene

23. Jul. 2016

Et stærkt københavnermandskab viste mesterskabsklassen fra sidste sæson og tog fra Blue Water Arena med en overbevisende 4-0-sejr over Esbjerg fB.

Kampen startede med masser af fart og spænding, og allerede i kampens første minut forlængede Brent McGrath bolden til Robin Söder, men bolden blev blokeret til indkast. Ryan Johnson Laursen tog sig af indkastet, der endte ved Casper Nielsen, som afsluttede mod mål. Undervejs blev bolden dog blokeret, så Robin Olsen greb den uden problemer. Blot minuttet efter lykkedes det for Federico Santander at prikke bolden forbi Jeppe Højbjerg på kanten, men hans afslutning gik i sidenettet.

Det gæstende hold satte sig efterfølgende på spillet, og Federico Santander kom frem til yderligere et par afslutninger, inden københavnerne bragte sig foran, da et hjørnespark blev snittet videre til Benjamin Verbic, der headede bolden i mål.

Halvvejs i første halvleg opsnappede Kevin Mensah bolden fra Peter Ankersen på kanten og kom alene igennem mod Robin Olsen i københavnernes mål. Han prikkede bolden forbi ham, men den sneg sig akkurat også forbi målet, så spillerne gik til pause ved stillingen 0-1.

I anden halvleg fortsatte mestrene fra hovedstaden deres overtag, hvor først Ludwig Augustinsson sendte bolden ind til Benjamin Verbic, der afsluttede udefra, men Jeppe Højbjerg reddede flot. Senere modtog Rasmus Falk bolden fra den selvsamme Benjamin Verbic, og fra kanten af feltet sparkede han bolden i mål.

Senere udbyggede københavnerne føringen yderligere, da Federico Santander forlængede et hjørnespark til Thomas Delaney, som headede bolden i mål til 0-3.

Ti minutter efter blev den forfærdelige sæsonstart på Brøndby Stadion resultatmæssigt gentaget, da Andrija Pavlovic spillede bolden på tværs til Kasper Kusk, der lagde bolden under en chanceløs Jeppe Højbjerg og i målet, så kampen sluttede 0-4 til FC København.

- Jeg kan ikke blive ved med at ændre i startopstillingen, men jeg håber, at jeg kan få dem mere struktureret frem til den næste kamp. Nu skal vi vise, hvad vi er gjort af, det er på fredag, at vores sæson virkelig begynder, sagde Colin Todd.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider