Tæt kamp mod velorganiserede oprykkere

30. Jul. 2015

Efter AaB og FC København venter oprykkerne fra Viborg FF for Esbjerg fB, der ligesom fredagens modstander blot har et point efter de to første spillerunder i Alka Superliga.

EfB-cheftræner Niels Frederiksen afviser, at opgaven i Viborg nødvendigvis er nemmere at løse end de to foregående mod tidligere mesterhold.

- De to oprykkere i denne sæson, Viborg og AGF, er væsentligt stærkere end de to nedrykkere, og Viborg har de dyder, der skal til for at være et superligahold. Det er et velorganiseret mandskab, der giver få chancer fra sig, det er relativt duelstærkt og med individualister offensivt, som kan afgøre kampe. Jeg forventer en helt lige kamp, siger Niels Frederiksen.

Han har især lagt mærke til den bevægelige Elfenbenskysten-spiller, Serge Deblé, samt de to hurtige kantspillere, Jonas Kamper og Christian Sivebæk. På sit eget hold har Niels Frederiksen trods det beskedne udbytte pointmæssigt i mange henseender været tilfreds med indholdet af sæsonens to første kampe.

- Men mod et godt organiseret hold som Viborg skal vi være bedre til at udnytte de formentlig få chancer, vi får, ligesom vi ærgrer os over de mål, vi hidtil har lukket ind. Så også defensivt skal vi være skarpere end mod AaB og FC København, siger Niels Frederiksen.

Hverken han eller EfB-truppen er martret over, at indsatsen endnu ikke har rakt til sæsonens første sejr, men den må meget gerne komme i Viborg. Samme situation er hjemmeholdet i efter nederlag til FC Midtjylland og 0-0 i oprykkerduellen mod AGF.

Den tidligere Viborg-spiller, Kevin Mensah, og Leon Jessen må fortsat vente på deres sæsondebut, men begge forventes tilbage på træningsbanen i den kommende uge. Truppen er uændret.

EfB's spiller i Alka Superliga mod Viborg FF fredag den 31. juli kl. 18.00 på Energi Viborg Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider