Taktisk skakspil afgør Europa League-skæbne

23. Jul. 2014

Esbjerg fB’s cheftræner, Niels Frederiksen, og hans kollega i FC Kairat Almaty, den tidligere slovakiske landstræner, Vladimir Weiss, er ved at sætte brikkerne til, hvad der kan udvikle sig til et skakspil, når de to mandskaber mødes i returkampen i kvalifikationen til Europa League torsdag aften på Blue Water Arena. 

FC Kairat spillede ikke i weekenden, men har til genglæd den lange rejse til Esbjerg at overvinde.

Efter 1-1 i den første kamp i Almaty har EfB det bedste udgangspunkt inden hjemmekampen, men Niels Frederiksen forudser et tæt opgør.

- Overordnet bliver det en taktisk affære, hvor vi ikke bare skal være et godt fodboldhold, men også kloge. Vi kan nøjes med 0-0 og stille os op og trille nede bagved, men det gør vi ikke. Vi vil frem og dominere kampen, men holde fast i forsvaret og ikke tage for store risici, siger Niels Frederiksen.

Han fik i det første møde med kasakkerne bekræftet indtrykket af et hold på dansk superliganiveau, men dygtigere med bolden end de danske hold, han sammenligner det med. Han ser dog også åbninger.

- Når vi spiller hurtigt, fladt og rundt om forsvaret, får de problemer. Hvis vi formår at vinde samlet, kan vi se frem til endnu to europæiske kampe, som vi kan lære en masse af, og vi vil være et skridt nærmere det forjættede land, Europa Leagues gruppespil, siger Niels Frederiksen.

EfB spillede i fjor otte europæiske kampe og står i år over for den fjerde Europa League-kamp. De internationale erfaringer begynder at aflejre sig i tilgangen til kampene.

- Jeg synes, vi spiller mere afklaret og roligt, og at vi er relativt taktisk afklarede, når et resultat skal findes over to kampe, siger Niels Frederiksen.

De to veteraner, Hans Henrik Andreasen og Jerry Lucena, er begge skadede, og Jakob Andreasen er ude af truppen. Nye i 19-mandstruppen er Jesper Rasmussen, Martin Pusic, Jonas Knudsen og den unge forsvarer, Jeppe Brinch.

EfB spiller kampen i 2. kvalifikationsrunde af Europa League mod FC Kairat Almaty (Kasakhstan) torsdag kl. 19.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider