Talenter viste vilje i reservenederlag

18. Apr. 2017

Reserveholdet fra EfB tabte tirsdag eftermiddag mod FC Midtjyllands ditto i en kamp der sluttede 4-0. Et midtjysk mandskab ført an af flere superligaspillere tog hurtigt teten og vandt en ensidig kamp på Vildbjerg Stadion, blandt andet på to frisparksmål.

EfB havde forinden tabt forårets to første reserveholdskampe efter lige kampe, men i dagens kamp var der aldrig tvivl om kampens udfald. Begge hold stillede med flere superligaspillere; FCM blandt andre med Simon Kroon, Bruninho, Rafael van der Vaart, Andre Rømer og Mikkel Andersen, EfB med Konstantinos Tsimikas, Jesper Jørgensen, Mads Hvilsom, Brent McGrath og en tilbagevendt Emmanuel Oti Essigba, som var blevet sin skade kvit.

Allerede efter 8 minutter viste kampens største profil sine evner, da Rafael van der Vaart scorede kampens første mål direkte på frispark. Målet blev det eneste i første halvleg, hvor spillet bølgede frem og tilbage. EfB havde problemer med at få spillet til at glide, men holdt ellers hjemmeholdet fra større chancer.

Få minutter inde i anden halvleg scorede hjemmeholdet igen direkte på frispark. Denne gang var det unge Victor Torp, der stod for scoringen, da hans frispark blev rettet af og derfor snød EfB-keeper Jonas Jensen.

Efter scoringen fik EfB mere fat, men kunne ikke true foran målet. Det blev straffet med ti minutter igen, da en hurtig omstilling fra FCM endte ved Sebastian Buch Jensen, der placerede bolden i det lange hjørne til 3-0.

Dermed var kampen reelt afgjort og tempoet faldt efterfølgende. Et stolpeskud få minutter før tid førte til en ripost som Mikkel Jakobsen let kunne sætte i kassen til slutresultatet 4-0 til FC Midtjyllands reserver.

- Vi taber mod et bedre hold, hvor 2-0 havde været et mere passende resultat. Det kan vi ikke sige meget til, men vi vil gerne se noget mere ærgerrighed og vindervilje fra spillerne, sagde EfB’s assistenttræner Jens Letort efter kampen, hvor han var meget tilfreds med især de unge spilleres indsats.

-De unge spillere gjorde det rigtig godt i dag. Oliver Olsen spillede hele kampen på højre back og gjorde det rigtig fint. Det samme gjorde Jacob Lungi Sørensen i de knap 60 minutter han fik på en uvant plads i midterforsvaret. Vi fik sparet lidt kræfter med tanke på lørdagens kamp, hvor nogle af de her spillere godt kunne få genvalg. Og så var det også positivt at se Oti Essigba tilbage efter sin skade.

Af Anders Kilgast Jensen

nyheder_divider