Sportsdirektør Ted van Leeuwen begræder Jesper Jørgensens karrierestop, som desværre var uundgåeligt.

Det var en tung beslutning for Jesper Jørgensen at indstille karrieren, men sportsdirektør Ted van Leeuwen har forståelse for den, selvom det ærgrer ham voldsomt.

– Det er altid en skam at miste en så erfaren spiller med de evner, som Jesper Jørgensen besidder, og han har haft stor betydning for klubben. Vi har selvfølgelig kunnet se det komme i et stykke tid, men vi havde håbet, at han med sin vilje og intensive træning havde været i stand til at vende tilbage. Hjernen ville gerne, men kroppen kunne desværre ikke. Det her sker desværre i sport, og vi vil gerne takke Jesper Jørgensen for den flotte karriere, han har haft i EfB. Vi ser på muligheder for at fortsætte samarbejdet på en anden måde, og det afhænger selvfølgelig også lidt af, hvor klubben befinder sig til sommer. Vores døre er altid åbne for et ikon som Jesper, slutter Ted van Leeuwen om midtbanespilleren, der kom til EfB fra SFS-klubberne JBS og Varde IF.