Tilbage til dyderne fra seneste hjemmekamp

26. Nov. 2016

Efter den fine præstation mod AaB i den seneste hjemmekamp skrabede EfB på ny bunden i udekampen mod oprykkerne fra Silkeborg IF, og det er atter tid til at rejse sig mod FC Nordsjælland søndag eftermiddag.

- Jeg havde forventet, at vi var kommet tilbage på et højere niveau efter det gode svar, vi fik mod Aalborg efter kampen i Aarhus, men det skete ikke. Når man giver et mål væk, som burde have være forhindret, allerede efter tre minutter og må bruge resten af tiden på at komme tilbage i kampen, er det svært, siger EfB’s cheftræner, Colin Todd, med henvisning til kampforløbet i Silkeborg.

Han er tilfreds med spillernes tilgang til spillet mellem de to felter, men når det gælder indsatsen for at forhindre, at bolden bliver spillet ind i EfB’s felt, er der behov for forbedringer. Temaerne har gentaget sig i efteråret, og de få opmuntringer har været afløst af skuffelser lige efter. Der har manglet stabilitet i præstationerne.

- Præstationerne på hjemmebane har overordnet været i orden. Vi er blevet slået af bedre hold som FC København og FC Midtjylland og har været godt med i de fleste kampe. Mod Nordsjælland forventer jeg, at vi præsterer som i den seneste hjemmekamp mod Aalborg, måske endog bedre, og at vi viser aggressivitet i vores spil. Nordsjælland har haft skuffende kampe, men er i god form for tiden. I perioder vil de have bolden mest, og vi skal være klar, så det ikke bliver på farlige steder, hvor det kan gøre os ondt, siger Colin Todd.

FC Nordsjælland er med 20 point placeret uden for det gode selskab af hold, der ligger til at spille mesterskabsspil i det nye år, og Kasper Hjulmands mandskab har ikke vundet i de seneste seks udekampe. Farum-holdet var dog rigeligt stærkt til at udspille EfB og vinde 3-0 i sæsonens første indbyrdes opgør med superligatopscorer Marcus Ingvartsen som dobbelt målscorer.

Brent McGrath, Jacob Lungi Sørensen og Daniel Anyembe afløser Ryan Johnson Laursen, Kevin Mensah og Anders Dreyer i truppen.

EfB spiller kampen i Alka Superliga mod FC Nordsjælland søndag den 27. november kl. 16.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider