To hold i direkte duel om ikke at rykke ned

19. maj. 2017

80 konfetti-kanoner placeret rundt om banen udløses, når spillerne fra Esbjerg fB og AC Horsens lørdag aften betræder Blue Water Arena til et af de to vigtigste opgør i klubbernes nyere historie. At forvente den festlige salut fulgt op af et festfyrværkeri af en fodboldkamp vil formentlig være at skyde over mål. Dertil står for meget på spil i det direkte nedrykningsslag. 

For EfB’s cheftræner, Lars Lungi Sørensen, er forudsætningerne ikke ændret i forhold til playoff-opgørene mod AGF – bortset fra, at feltet af superligahold i fare for direkte nedrykning er skrumpet ind fra fire til to.

- Det gælder stadig liv eller død. Vi gik all-in mod AGF og var tæt på at lykkes, og vi vil gøre det samme mod Horsens. Kan vi holde niveauet fra de to kampe mod AGF, hvor vi var mentalt parate og skabte chancer, er vi godt stillet, siger Lars Lungi Sørensen.

EfB vil gøre alt, hvad der muligt, for at skabe et godt udgangspunkt til returkampen otte dage senere i Horsens. Men der bliver ikke noget panisk stormløb mod Horsens-målet. Bundlinjen gøres op efter to kampe.

- Jeg var lidt overrasket over at se Horsens være så langt nede i den første playoff-kamp i Viborg, men holdet fik i den anden kamp bragt det ind, som de er gode til: Det direkte spil, den fysiske formåen og løbevilligheden. Det skal vi matche, siger Lars Lungi Sørensen.

Han har de to midtbaneprofiler, Jeppe Andersen og Victor Pálsson, tilbage fra karantæne, og de afløser Lasha Parunashvili og Mathias Kristensen i en ny 19-mandstrup.

- Det er to fine fodboldspillere at have tilbage i truppen, og dem er vi naturligvis rigtig glade for at råde over til så vigtig en kamp, siger EfB-træneren.

Af Frede Madsen

nyheder_divider