Topunderholdning mellem jyske himmelstormere

27. Apr. 2014

Superligaen fortsætter med at leve op til sit ry som jævnbyrdig og uforudsigelig, og opgøret mellem Esbjerg fB og FC Midtjylland mandag aften er et af seks opgør, hvor meget står på spil. Udeholdet er efter guldfavoritterne, AaB’s sejr i Odense tvunget til at få noget med sig fra Esbjerg, og EfB trænger til en sejr for at holde de øvrige midterhold bag sig i kampen om femtepladsen, der giver adgang til Europa League-kvalifikation.

- I femtesidste spillerunde har alle hold noget at spille for. Med tre point mod FC Midtjylland kan vi konsolidere femtepladsen og skabe lidt luft til forfølgerne. Vi har fortsat blot tabt en af 10 ligakampe i foråret, men vi har haft færre sejre på det seneste, og det ville være fint med en sejr efter tre uafgjorte kampe i træk på hjemmebane. Imod taler, at vores modstandere i hvert fald skal have point for at holde trit med AaB, siger EfB’s cheftræner, Niels Frederiksen.

EfB markerer i minutterne op til kampen Regionens Dag, hvor det gode samarbejde med 54 klubber i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS) hyldes, og spillere og forældre sætter sig under kampen på D-tribunen. Der er udsolgt i alle lounger og skyboxe med ca. 1.250 spisende gæster, og det øvrige billetsalg tyder på mange mennesker på stadion på en fin forårsaften. Niels Frederiksen forventer at kunne servere en fin anretning for formentlig 10.000 tilskuere.

- Det er to hold med selvtillid, som gerne vil angribe, og jeg tror på en livlig kamp. Det hele kan blive rigtig sjovt til sidst, hvis et af holdene virkelig går efter sejren, siger Niels Frederiksen.

EfB må undvære en karantæneramt Jakob Ankersen, og Mick van Buren vender tilbage til en 19-mandstrup.

EfB spiller kampen i Superligaen mod FC Midtjylland mandag den 28. april kl. 19.00 på Blue Water Arena.

Af Frede Madsen

nyheder_divider