Tre EfB’ere på U19-landsholdet

Mads Kikkenborg, Oliver Olsen og Patrick Egelund er udtaget til det U19-landshold, der skal på træningslejr på Cypern.

I januar måned kan tre unge EfB’ere se frem at trække den røde og hvide trøje over hovedet, når U19-landsholdet skal på træningslejr på Cypern. Landstræner Henrik Clausen har indkaldt Mads Kikkenborg, Oliver Olsen og Patrick Egelund, som har deres fodboldopdragelse i henholdsvis SFS-klubberne EfB, Starup IF og Holsted fB.

Udtagelsen af trioen glæder A+-træner Rene Christiansen, som ser det som et kvalitetsstempel, at EfB er repræsenteret med tre spillere på et landshold, der er præget af intens konkurrence.

– Det kan vi godt glæde os over, og det er tre spændende spillere. Mads Kikkenborg er bare en god historie, for det er en ung mand, der hviler i sig selv, og han har formået at levere på U19-holdet. Han har taget næste step, men har først har fået mange ligakampe på et sent tidspunkt, og derfor er der stadig et stort udviklingspotentiale”. Han følger i fodsporet på stærke målmænd som Jeppe Højbjerg, Daniel Iversen og Lasse Mikkelsen, og det er stærkt arbejde af vores målmandstrænere Lars Winde og Niels Aage Teilmann, fastslår Rene Christiansen, som også ser et spændende potentiale i de to udtagne markspillere.

– Oliver Olsen er en virkelig offensiv back, som både er målfarlig og assisterer. Han skal lægge lidt på defensivt, men offensivt kan han enormt meget, og så er det dejligt i moderne fodbold med en spiller, som kan dække mange positioner. Patrick Egelund er en spiller, som har kæmpet sig ind på landsholdet og formår at holde fast. En væver og hurtig type, der arbejder stenhårdt, og han laver stadig sine mål og oplæg. Det er tre gode historier på hver sin måde, og vi glæder os altid over, når vi har spillere, der er dygtige nok til landsholdet.