Tre EfB’ere kan få U16-debut på Falster

19. sep. 2013

Tre EfB-spillere er udtaget til de to første landskampe med det nye U16-landshold, der spiller venskabskampe mod Østrig på Telenor Arena i Nykøbing Falster 8. og 10. oktober.

Efter den seneste træningssamling i Tilst har landstræner Per Holm udtaget truppen til kampene, og den indbefatter Lasse Askou Mikkelsen, Jeppe Schultz og Mark Brink Christensen.

De tre 15-årige spillere, der i denne sæson spiller på EfB’s hold i U17 Ligaen, har tilsammen været i fire klubber i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS).

Målmand Lasse Askou Mikkelsen nåede at spille i Brørup GF og Vejen SF, inden han skiftede til EfB. Forsvareren Jeppe Schultz er fra Næsbjerg RUI, og Mark Brink har i alle årene været i EfB, der indgår som en af de 56 deltagere i SFS-samarbejdet. 54 klubber og to efterskoler deltager i Sydvestjyllands samarbejde om at udvikle gode fodboldspillere på alle niveauer.

Af Frede Madsen

nyheder_divider