U17: EfB tæt på top fem efter tre sejre

21. Apr. 2017

Tre sejre i træk, senest 2-0 over et af topholdene, FC København, for tre uger siden har sendt EfB’s U17-ligadrenge op i en position, hvor holdet kan skimte top fem i U17 Ligaen. Lørdag eftermiddag kommer Vejle BK på besøg til en kamp om placeringerne i den øvre del af midten.

Serien af sejre blev øget i en pokalkamp onsdag mod netop lørdagens modstander, der blev slået 4-2.

- Også i pokalkampen viste drengene sig frem på en positiv måde, og vi er gået fra banen som vinder i de seneste fire kampe. Seneste kamp mod Vejle i ligaen tabte vi til vores store ærgrelse med 3-4, men det var fortjent, for indstillingen og indsatsen var for dårlig på dagen, siger U17-træner Jerry Lucena.

Han ser frem til revanchekampen og ser tydelig fremgang i spillernes tilgang til kampene i dette forår.

- Indstillingen og vinderviljen har været god de seneste par kampe, og den skal vi tage med til kampen mod Vejle, for så har vi alle forudsætninger for at få et godt resultat, siger Jerry Lucena.

Kampen i U17 Ligaen mellem EfB og Vejle BK spilles lørdag kl. 14.15 på kunstgræsbanen ved Gl. Vardevej.

Truppen:

Oliver Olsen og Jacob Lønne spiller på U19-ligaholdet i weekenden, mens der er comeback til Mikkel Nielsen, der har været ude med en skade hele foråret og er klar til at give holdet flere taktiske muligheder. Også den nye kontraktspiller, U15-spilleren Mads Zaar, er med i truppen, der ellers er uændret.

Af Frede Madsen

nyheder_divider