U17: Pilen peger fremad trods nederlag

Efter to afklapsninger efter hinanden skulle EfB’s U17 drenge tage imod ligaens tophold AGF. Det blev en kamp, hvor resultatet på 1-4 ikke afspejler den ellers stærke indsats.

Det unge U17 mandskab fra EfB kom til hjemmekampen mod tabellens førerhold AGF med to store nederlag i bagagen. Det var dog ikke til at se i kampens begyndelse, hvor hjemmeholdet sad på boldbesiddelsen.

Men at AGF før kampen lå nummer 1 med en målscore på 17-1 tydede på stor effektivitet, og netop effektivteten fik hjemmeholdet at føle kort inde i kampen. Gæsternes venstrekant fik driblet sig igennem på fløjen og hans hårde indlæg blev rettet af. Derfor endte det hos Anders Fæster, der satte indersiden på og bragte gæsterne i front. EfB havde en ny målmand i buret, men Jesper Sørensen kunne ikke klandres før føringsmålet, da hans udsyn var blokeret af de mange spillere i feltet.

Første halvleg gav ikke mange store chancer. AGF satte sig langt tilbage og sørgede for, at EfB ikke kom til store muligheder. I den anden ende truede gæsterne en smule på omstillinger, men første halvleg gav ikke flere scoringer. Derfor var pausestillingen 0-1.

Fra anden halvlegs start var det tydeligt at AGF ville frem på banen for at undgå, at EfB fik udlignet. Deres høje pres gav også udbytte, da de kom yderligere i front ved Jacob Green-Pedersen. Forsvarsspilleren var gået med frem på et hjørnespark, hvor han fik sat sidste fod på bolden. EfB formåede ikke at heade indlægget væk og efter lidt klumpspil lå bolden i nettet til 0-2. Gæsterne var dog ikke færdige og kort efter kom de yderligere foran, da Gustav Mogensen udnyttede sløset opdækning i EfB’s felt til at bringe stillingen på 0-3.

EfB fik mere ro på kampen og kom bedre med i spillet, men kort efter at anfører Rasmus Rejnhold havde haft en god mulighed, fik AGF lukket kampen definitivt. Albert Grønbæk trak ind i banen fra højre, afdriblede to EfB’ere og trykkede af. Afslutningen blev rettet af og snød fuldstændig Jesper Sørensen i målet. 0-4 til AGF og kampen var dermed afgjort.

Hjemmeholdet fra Esbjerg gav dog ikke helt op og fightede videre til slutfløjt. Det gav også en scoring i kampens sidste fase, da Mads Zaar kom igennem midt på banen, bolden blev kørt rundt om feltet, tilbage i banen og så ud til Patrick Tjørnelund, der fandt Mads Borchers i dybden. Borchers sendte en hård og flad aflevering på tværs af feltet til Frederik Hummelsgaard, der satte en hård inderside på bolden, som strøg ind under keeperen til slutresultatet 1-4.

En spillemæssigt lige affære sluttede kort efter, med et resultat der for alvor afspejlede forskellen i effektivitet foran mål.

Trods endnu et nederlag var træner Jerry Lucena godt tilfreds med dagens indsats, hvor han så fremgang i spillet for EfB U17:
-Resultatet er ikke altid retvisende i fodbold, så 1-4 er irriterende ovenpå en ellers god indsats. Vi vidste, at det ville blive svært, men langt hen ad vejen så lykkedes vores taktik. Vi var der i duellerne og arbejdsindsatsen var tilfredsstillende. Men modstanderen i dag har kvaliteten og effektiviteten til at score på deres chancer. Den effektivitet og kynisme mangler vi, men alt i alt så pilen peger fremad og indsatsen i dag var langt bedre end de seneste par kampe.

Af Anders Kilgast Jensen

Kampen i tal:

EfB – AGF 1-4

8: 0-1 Anders Fæster
49: 0-2 Jacob Green-Pedersen
52: 0-3 Gustav Mogensen
66: 0-4 Albert Grønbæk
71: 1-4 Frederik Hummelsgaard

EfB’s Startopstilling:

Jesper Sørensen
Patrick Tjørnelund
Frederik Hummelsgaard
Tobias Staagaard
Mikkel Aaen
Mads Zaar
Rasmus Rejnhold
Jeppe Paulsen
Mads Borchers
Christoffer Stryhn
Magnus Sandfeld

Indskiftninger:

Denis Catovic
(32. For Tobias Staagaard)

Christian Tippings
(46. for Jeppe Paulsen)

Arthur Løvgren
(68. for Rasmus Rejnhold)