U17: Ét point på eget græs mod Vejle

11. Nov. 2017

Efter den imponerende sejr på 0-4 ude mod Haderslev, skulle de EfB i dag forsøge at gøre kunsten efter, da Vejle kom på besøg. Det startede da også fremragende for de unge vestjyder, da Rasmus Rejnhold efter et kvarter bragte hjemmeholdet foran. Det lignede længe en smal sejr på 1-0 til esbjergenserne, men Villads Rasmussen ville det anderledes, da han kort før slutfløjtet udlignede til 1-1, som også blev kampens resultat. 

Kampens begyndelse var præget af en vestjysk dominans, hvor hjemmeholdet stod godt på banen og sprudlede i det offensive spil. Det gjorde de også efter et kvarter, hvor midtbanespilleren Mads Zaar udnyttede sin høje fart og satte kurs mod Vejles mål.

I feltet tog han et fint træk forbi den østjyske defensiv, hvorefter han blev nedlagt. Handlingen takserede dommeren til et straffespark, som Esbjerg-topscoreren Rasmus Rejnhold skulle tage sig af. Holdets nummer ni var sikkerhedes selv og han satte sikkert bolden i kassen.

I den resterende del af første halvleg sad værterne fortsat på spillet og var tæt på i flere omgange, men hver gang var det stolpe ud. Bolden ville ikke ind, og derfor måtte holdet går til pause med en smal pauseføring på 1-0.

Pausen blev brugt på at snakke om, at gæsterne ville trykke mere på i anden halvleg, og det fik holdet ret i. Vejle kom længere frem på banen og fik mere spil i gang. De chancer, der opstod blev dog aldrig for alvor farlige, da Alexander Kostow var en sikker sidste skanse mellem stængerne.

Desværre for EfB lykkedes det ikke at snuppe de tre point, da Vejle i slutminutterne fik scoret efter et flot gennemspillet angreb. Hjemmeholdet forsøgte at cleare bolden, men desværre ramte bolden en spiller i ansigtet og landede for fødderne af en Vejle-spiller, der kunne sparke læderet ind i et tomt mål til kampens slutresultat 1-1.

- Vi er selvfølgelig skuffede over ikke at få alle tre point, som vi mente, at vi fortjente, hvis man ser på spil og chancer. Men vi hæfter os ved, at vi leverede en rigtig god indsats. Vi fandt et stabilt niveau i det defensive, og offensivt var vi i første halvleg rigtig farlige. I dag var det fællesskabet og vores gode organisation, der skal fremhæves. Hvis jeg alligevel skal fremhæve én spiller, så stod Alexander Kostow en fremragende kamp for os i dag. Overordnet sig peger pilen dog i den rigtige retning for holdet, hvor vi nu står med fire point for to kampe, siger cheftræner Jerry Lucena ovenpå lørdagens uafgjort resultat mod Vejle. 

Af Martin Jørgensen

nyheder_divider