U17-træner: Vi er blevet gode til tætte kampe

22. Dec. 2014

Vi har formået at få de tætte kampe til at falde ud til vores fordel, skriver U17-træner Lars Vind i denne blog om efteråret for EfB’s tophold i U17 Ligaen:

I julepausen kan vi i U17-afdelingen se tilbage på et efterår med meget få bump på vejen. Fra sæsonstarten havde vi en ambition om at lande i den bedste halvdel af rækken, hvilket vi gav os selv et godt udgangspunkt for med 15 point i de første seks kampe. Selv om spillernes tekniske og taktiske udvikling har den allerstørste fokus, opstår der også meget læring i at spille med om en af de topplaceringerne, og vi vil arbejde hårdt for at kæmpe med om de ædleste medaljer.

I seneste sæson tabte vi de tætte kampe med et enkelt overskydende mål, men gik ikke på kompromis med spillet. Derfor har vi i denne sæson kunnet lægge på i forhold til klubbens spillestil, og vi har formået at få overtaget og kontrollen på flere kampe. De tætte kampe er i efteråret faldet ud til vores fordel, idet vi hele fem gange har vundet med et mål. Herudover har spillerne har været hurtige til at genfinde vindermentaliteten efter forårets blandede resultater, og det har været meget afgørende i de lige kampe.

På det holdtaktiske område kombinerer vi at have ideer, når vi har bolden, og at undgå passivitet, når bolden er på modstandernes fødder. Vi vil altid forsøge at kontrollere kampene, hvad enten vi er meget på bolden eller ej. Et eksempel herpå så vi i efterårets sidste kamp, hvor FC Nordsjælland var en anelse mere på bolden end os, men chancestatistikken hed 14-7 i vores favør. I andre kampe, mod HB Køge (5-3-sejr) og mod FC Midtjylland (1-2-nederlag), har vi mistet kontrollen på kampen og givet for mange chancer væk. Vi arbejder videre med denne proces, som er med til at modne spillerne på de taktiske områder.   

På spillerfronten har Anders Dreyer fået debut på det danske U17-landshold i efteråret. Sammen med Jeppe Schultz og Mark Brink deltog han i holdets kvalifikationsrunde i Andorra. Jeg så selv to kampe under turneringen i Andorra, hvor Danmark havde et stykke vej til videre avancement. Daniel Anyembe var sammen med Anders Dreyer udtaget til U17-futuresamlingen sidst på efteråret. I U16-årgangen har vi aktuelt ikke spillere på landsholdet, men mon ikke mindst en af dem kan udvikle sig til en udtagelse henover foråret. Spillerne på årets U17-ligahold kommer fra 12 forskellige SFS klubber, så resultaterne er baseret på arbejde i hele vores region.  

Der venter os et meget spændende forår, hvor jeg tror afgørelserne i kampene og i ligaen bliver meget tæt. De 12 kampe i foråret bliver meget intense og udviklende for vores drenge. Allerede i første kamp bliver vi matchet på øverste hylde. Her får vi besøg af FC København, som også bejler til rækkens topplaceringer.

God jul og godt nytår til alle EfB’ere.
Lars Vind
U17-træner

nyheder_divider