U17 fortjente bedre

14. sep. 2013

En regnvåd bane dannede rammerne omkring et opgør i U17-Ligaen mellem Esbjerg fB og FC København, hvor københavnerne, til trods for EfB-dominans og overvægt i boldbesiddelsen, kunne tage fra vestkysten med en 1-0-sejr i bagagen.

FC København startede kampen bedst, mens esbjergenserne først skulle falde ind i spillet. Halvvejs inde i første halvleg lykkedes det for københavnerne at score målet, der skulle vise sig at afgøre kampen. Et frispark i vestjydernes højre side blev slået mod den bagerste stolpe, hvor en FCK’er kom først på bolden og prikkede den i mål.

Efter scoringen satte EfB sig på spillet, mens københavnerne levede på omstillingerne, hvor det lykkedes gæsterne at afslutte på overliggeren efter et skud fra distancen.

I anden halvleg var den esbjergensiske dominans mere udtalt, og i sær i kampens sidste minutter brændte det på for københavnerne. Kasper Nissen driblede i feltet og blev nedlagt, men dommerens fløjte forblev tavs til trods for store protester fra EfB-bænken.

Kort tid efter sparkede Sebastian Breer frispark fra højre side af feltet på overliggeren. Esbjergenserne fastholdt presset og kunne senere sende et indlæg ind til Jakob Lungi, der sparkede lige på målmanden.

- Jeg synes at det er godt gedigent træls, at vi taber en kamp, som vi synes, at vi burde have fået point ud af. I øjeblikket betaler vi dyre lærepenge i forhold til pointhøsten og bliver straffet for de småfejl vi laver, sagde U17-træner Lars Vind efter kampen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider