U19 holdet storsejrede mod 2.divisionshold.

Det blev til en flot sejr på hele 4-1, da et meget ungt U19 hold lørdag skulle testes mod 2.divisions-holdet fra Ringkøbing IF.

Efter en målløs første halvleg, hvor EfB var mest på bolden, manglede skarpheden når chancen opstod. Største chance i første halvleg tilfaldte Mathias Holm, men desværre formåede han ikke at udnytte et straffespark og bringe EfB foran.

I begyndelsen af anden halvleg kom EfB endelig foran. Endnu et straffespark tilfaldte vestjyderne og denne gang udnyttede Martin Egelund chancen og gjorde det til 1-0 for EfB. Efter en times spil kom Ringkøbing tilbage i kampen, da man kold og kynisk udnyttede en opspilsfejl hos EfB, og på den efterfølgende kontra sendte bolden i mål til 1-1.

Med små ti minutter igen kom EfB atter foran, da Martin Egelund viste klassen endnu engang, og på et flot langskud via stolpen sparkede bolden i nettet til 2-1 for EfB. Kort tid efter var det David Easters tur til at vise flot sparketeknik, da han på et veludført frispark udbyggede føringen til 3-1 for vestjyderne. I dommerens tillægstid cementerede Emil Ankersen sejren, da han på bagerste stolpe kom første på et indlæg og lukkede kampen til 4-1.

– Vi spillede en fin kamp med et meget ungt U19 hold, hvor flere U17 spillere var med. Vi fik øvet os i at have bolden meget mod et hold, der kunne presse os, og den del var godkendt. Jeg var også fint tilfreds med vores defensive udtryk siger U19 træner, Lars Vind.

Husk at i dag kl. 12.00, spiller seniorholdet deres første test når de på kunstgræsset på Gl. Vardevej, møder et andet hold fra 2.divisionshold, Kolding IF.