U19 møder topholdet FCN

De nyligt kårede nordiske mestre spiller lørdag årets sidste kamp på udebane mod FC Nordsjælland. En svær opgave venter for EfB U19 mod ligaens nummer tre. 

Et særdeles flot kalenderår for EfB’s U19-hold afsluttes lørdag, når Lars Vind og talenterne drager til Nordsjælland. Danske mestre, UEFA Youth League-eventyret og senest triumfen til det Skandinaviske mesterskab er hvad truppen har præsteret, og derfor har holdet måtte levere deres ypperste med mange kampe i efteråret.

EfB U19 har fået en masse erfaring med i rygsækken fra de internationale kampe, og det er noget de kan tage med sig og føre videre til den danske liga.

– I den hjemlige turnering har vi ikke leveret på den måde vi har ønsket, hvilket dog har været lidt et udtryk på de mange kræfter der er brugt i de internationale turneringer. I Youth League og det Skandinaviske mesterskab synes jeg vi har leveret gode præstationer og fået gode erfaringer ved at spille mod anderledes og større internationale modstandere i kampe, hvor der har været noget på spil for begge hold. Nu bliver kunsten at overføre disse erfaringer til den hjemlige liga, hvor vi har en hel del vi skal have indhentet, både spillemæssigt og i tabellen, fortæller U19-cheftræner Lars Vind.

Det bliver dog ingen nem opgave at afslutte året med for U19-drengene. Det er nemlig et yderst stærkt FC Nordsjælland-mandskab der venter, hvilket deres placering på ligaens 3. plads understreger. På dagen kan lørdagens værter ramme et skræmmende højt niveau. Det fik Randers Freja især at mærke for tre runder tilbage, hvor de blev sendt hjem fra Farum Park med et 10-0 nederlag.

– FC Nordsjælland er en virkelig stærk modstander, hvis spillemæssige koncept er gennemsyret helt fra U14 og op til A-truppen. Vi ved hvad vi står overfor, men det gør det bestemt ikke lettere at dæmme op for. Vores målsætning er at spille friskt til, vinde spilandele og så vise skarphed i begge felter. Vi vil helt klart slutte sæsonen godt af med en god præstation og meget gerne et point eller en sejr, til at tage med hjem fra Farum, slutter Lars Vind, inden årets sidste kamp.

Kampen spilles lørdag klokken 13.00 på Farum Park.

Truppen

16. Mads Kikkenborg

2. Jonas Mortensen
3. Simon Bækgård
6. David Easter
7. Mads Larsen
9. Patrick Egelund
10. Martin Egelund
11. Mathias Holm
12. Deniz Korkmaz
13. Mikkel Søndergaard
14. Oliver Olsen
19. Emil Ankersen
20. Jacob Lønne
21. Oliver Nielsen
22. Rasmus Rejnhold