U19 sejrede mod Vejle

28. okt. 2017

EfB U19 cruisede sig fortjent til en 2-0 sejr hjemme over Vejle, hvor Oliver Olsen og Martin Egelund var holdets målscorere. Dermed blev en god optakt sikret, forud for den store oplevelse der venter onsdag i Youth League.

Kampen startede rodet ud, hvor ingen af holdene fik sat sit præg på kampen, og det blev heller ikke til nogen større chancer. Efter tyve minutters spil ændrede kampbilledet sig dog, da EfB tog téten og dominerede spillet.

Kort efter fik hjemmeholdet et mål annulleret, da Oliver Olsen, dukkede op ved bagerste stolpe og prikkede den i mål, men dommeren fløjtede for frispark i samme sekvens. Esbjerg fortsatte med at dominere kampen, hvor Vejle kun fik truet i omstillingsspillet, dog uden det rigtig blev farligt. Ingen af holdene fik bolden i kassen inden halvleg og måtte derfor gå til pause til stillingen 0-0.

Efter halvlegen fortsatte EfB hvor de slap, og var klart det bedste hold på banen, som ikke gav gæsterne noget pusterum. Vejles eneste håb, var stadig deres forsøg på enkelte omstillinger, men Esbjerg-defensiven stod klar til at lukke af.

Efter en times spil kom forløsningen for EfB. Emil Ankersen fandt Oliver Olsen på højre-kanten, som derfra tog sagen i egen hånd. Den tekniske kant-spiller tog turen ned langs og fik afsluttet flot mod fjerneste stolpe til 1-0.

U19 bibeholdte efter scoringen deres pres, og kort efter passerede bolden igen, Vejle-keeper, Mathias Eriksen til resultatet 2-0. Bolden blev erobret på midten, hvor Schultz fandt Carnat der spillede videre til Larsen. Herfra kunne han assistere Martin Egelund, som med en bred inderside sendte den sikkert i mål.

Efter de hurtige scoringer var EfB stadig det bedste hold på banen, men det blev ikke til flere scoringer og slutresultatet blev derfor ved 2-0.

Lars Vind var glad for sejren op mod Youth League, og eneste skuffelse ifølge cheftræneren var, at holdet ikke formåede at score flere mål.

- Jeg syntes det bedste hold vandt i dag. Vi dominerede klart, og er glade for den kontrol vi havde på kampen. Vi er glade for, at vi scorede i dag og fik et clean sheet på kontoen. Vi cruisede kampen hjem, efter scoringerne, og fik også lukket godt af defensivt. Det er selvfølgelig en god optakt til næste kamp, som er af en helt anden kaliber. Nu glæder vi os rigtig meget til, at skulle præstere på italiensk jord, slutter Lars Vind, som mandag aften rejser til Milano sammen med resten af holdet, forud for onsdagens opgør mod Inter Milan i UEFA Youth League. 

nyheder_divider