U19: Top mod bund på kunstgræsset i Esbjerg

21. Apr. 2017

Med en status som ubesejret i foråret tager EfB imod lokalrivalerne fra Vejle Boldklub i lørdagens U19-ligakamp. 

Uden at spille er EfB dalet ned på rækkens tredjeplads, da FC København og FC Midtjylland har vundet deres udsatte kampe. Til gengæld er holdene nu næsten på omgangshøjde i forhold til spillede kampe. Selv om EfB ligger i toppen, og lørdagens modstander fra Vejle hører til i bunden, har EfB revanche til gode efter et nederlag i en træningskamp.

- Når man ser på stillingen, ligger favoritværdigheden på vores fødder, men lokalopgørene mod Vejle har altid deres eget liv og en anden dagsorden end tabellerne. Jeg håber, at vi kan sætte os på kampen, men det kræver mod og intensitet i vores aktioner både med og uden bold, hvis det skal lykkes. Desuden skal vi have stor respekt for Vejles offensive omstillinger, der er en af holdets styrker, siger EfB-træner Lars Vind.  

Holdets profil og topscorer, Anders Dreyer, var senest med i start-11’eren på superligaholdet og er ikke med. Lars Vind har tiltro til, at andre spillere er parat til tage over, hvor U19 Ligaens topscorer har sluppet. 

- Det er glædeligt for alle, ikke mindst for Anders, at han nu er med i superligatruppen. Det er målsætningen for og med samtlige spillere i vores ungdomsafdeling. Naturligvis kommer vi til at savne Anders’ kreativitet, men det giver andre spillere mulighed og ansvar til at vokse. Dette ansvar bliver nu lagt på flere spilleres skudre, og blandt andre har Martin Egelund og William Møller vist god attitude, spil og afslutningsfærdigheder på træningsbanen op til kampen. Sammen med de øvrige spillere skal de nu være parat til, at overføre et godt træningsniveau til kamp, siger Lars Vind.  

Kampen i U19 Ligaen mellem EfB og Vejle BK spilles lørdag kl. 12.00 på kunstgræsbanen ved Gl. Vardevej.

Truppen:
Ud over fraværet af spillere omkring superligaholdet er Lasse Hejl ukampdygtig med en fibersprængning i det ene baglår pådraget ved et træningspas i ugens løb. U17-landsholdsspiller Oliver Olsen, som leverede en fin præstation i ugens reserveholdskamp, er igen med i U19-truppen.


Af Frede Madsen

nyheder_divider