Uafgjort i gruppespillets sidste kamp

08. maj. 2017

Mandagens superligakamp mellem EfB og OB blev en tæt affære mellem to hold, der allerede havde fået afgjort deres skæbner i nedrykningsspillets gruppespil. Awer Mabil scorede kampens første mål efter blot otte minuter, mens Jóan Símun Edmundsson udlignede små fem minutter senere til kampens slutresultat 1-1. 

Efter bolt otte minutter kom hjemmeholdet foran, da Awer Mabil satte fart på langs midten af banen. Da han nåede frem til fynboernes felt hamrede kantspilleren en afslutning afsted mod mål. Langskuddet ramte forsvarspilleren Frederik Tingaer og røg derefter videre forbi Michael Falkesgaard i OB-målet.

Kort efter var Robin Söder tæt på, da Konstantinos Tsimikas sendte et glimrende indlæg ind i panden på svenskeren, der dog kunne se sit hovedstød gå forbi. Der skulle dog ikke gå mange sekunder, før OB fik nettet til at blafre i modsatte ende, da Jóan Símun Edmundsson blev sendt afsted i dybden og hamrede kuglen ind bag Jeppe Højbjerg.

I den resterende del af halvlegen formåede ingen af holdene at sætte sig på kampen. Gæsterne var dog tæt på otte minutter før pausefløjtet, da Rasmus Jönsson kom frem til en udmærket afslutning på kanten af feltet, men Jeppe Højbjerg brillerede med en flot redning.

Ét minut senere tryllede Andres Dreyer på højrekanten, hvor han gled forbi sin direkte modstander og fandt Robin Söder inde foran mål. Frontangriberen afsluttede første gang, men Michael Falkesgaard var vågen mellem stængerne og fik puffet ud til hjørnespark.

Efter en times spil var et frispark fra Anders K. Jacobsen ved at snyde Jeppe Højbjerg, da den ramte en mand i muren og fortsatte forbi den ene opstander. Fem minutter senere havde EfB mulighed ved et hjørnespark, men den blev en anelse for lang, og dermed forblev kampen 1-1.

Indskiftede Emmanuel Oti Essigba fik kort efter en stor chance for at få en drømmestart på kampen, da en bold endte hos ham i venstre side af feltet. Ghaneseren misbrugte dog, da han sparkede lige på Michael Falkesgaard. Minuttet efter var det Robin Söders tur til at afprøve OB-defensiven, men hans afslutning blev blokeret til hjørnespark af en OB-fod. Chancen blev kampens sidste, og dermed endte kampen 1-1.

Af Martin Jørgensen

nyheder_divider