Ung EfB’er vender skadet hjem fra Polen

20. maj. 2016

EfB’s Jacob Lønne nåede kun at spille 32 minutter, inden han måtte udgå af den første landskamp i U16-landsholdets UEFA Development-turnering i Gdansk i Polen.

Midterforsvareren fik et slag på det nederste ribben i højre side i en nærkamp og forsøgte at spille videre, men måtte efter få minutter lægge sig ned og udgå. Torsdag besluttede DBU’s sundhedsstab, at han ikke skal spille i dagens landskamp mod Hviderusland og mod Polen søndag. Jacob Lønne flyver i dag hjem til Danmark til videre behandling.

- Vore egne fysioterapeuter undersøger Jacob i morgen, så vi kan få en melding om, hvor længe han er ude. Forhåbentlig er han snart klar igen, siger U17-træner Lars Vind.

I landskampen mod Schweiz kom EfB-backen Oliver Olsen ind i det 62. minut, da Danmark var bagud 2-1, og han var med i flere offensive aktioner, som satte modstanderne under pres. Kampens dobbelte målscorer, Christian Tue, udlignede, og Rasmus Kaastrup scorede det danske sejrsmål til 3-2 blot tre minutter senere. 

På grund af U16-landsholdets tur til Polen spiller EfB ikke i U17 Ligaen i weekenden. Holdet møder Brøndby IF lørdag den 28. maj i den første af fire kampe på 12 dage i et tæt slutprogram.

Af Frede Madsen

nyheder_divider