Varde IF gav god modstand i træningskamp

07. mar. 2016

Et stærkt EfB-hold fik i dag god modstand, da flere superligaspillere mødte Danmarkserieholdet, Varde IF, i en træningskamp ved deponiet i Esbjerg. Emil Lyng bragte esbjergenserne foran, men det lykkedes for samarbejdsklubben at udligne til slutresultatet 1-1.

Et godt kæmpende Varde-hold gav god modstand for esbjergenserne, som dog bragte sig foran, da Mathias Kristensen modtog bolden i mellemrummet og trak ind i banen fra højre. Herfra spillede han bolden med ydersiden til Emil Lyng, der sikkert scorede til 1-0.

Esbjergenserne forsøgte siden at udbygge føringen. Først da et frispark fra Lasse Rise snød målmanden, men en forsvarsspiller trak ned fra muren og reddede bolden. Senere forsøgte også Casper Nielsen sig udefra, men heldet var ikke med esbjergenserne.

Siden lykkedes det for Varde-spillerne at udligne, da en høj bold blev slået mod esbjergensernes forsvar.  Marco Lund kom først på bolden men fik ikke ordentligt traf på den, og bolden havnede mellem forsvaret og målmand, Jonas Jensen, og en kommunikationsfejl medførte at den tidligere EfB’er, Morten Schmidt nåede bolden først og sparkede den over Jonas scorede til slutresultatet 1-1.

- Vi så et godt kæmpende Vardehold, og det var fedt, at vi fik en god træning ud af det. Vi fik set Ryan Johnson Laursen i en halvleg, og det gjorde han godt, om end kroppen manglede noget luft i lungerne. Det var en god træning for alle dem, der ikke har spillet så meget, og en stor oplevelse for alle de unge der kom ind. Vi fik en god træning ud af det, og dem som skulle løbe nogle metre, de fik gjort det, sagde cheftræner Jonas Dal efter kampen.

Af Rasmus R. Nejstgaard

nyheder_divider