Vind VIP-billetter

08. aug. 2017

EfB sætter pris på de loyale tilskuere, og nu får alle sæsonkortholdere mulighed for at vinde VIP-billetter til hjemmekampen mod Thisted.

Hvis du er blandt de mange trofaste fans, som har sæsonkort, når den kommende hjemmekamp mod Vejle Boldklub fløjtes i gang søndag den 13. august klokken 13.45, så har du nu chancen for at få en VIP-oplevelse på Blue Water Arena. EfB giver fire sæsonkortholdere mulighed for at tage en ven med i Carlsberg Loungen, til den efterfølgende hjemmekamp mod Thisted, hvor der er fri bar og lækker buffet på dagen leveret af Bowl n’ Fun.

Det eneste du skal gøre, er at sikre dig et sæsonkort via www.billet.efb.dk eller via administrationen på Gl. Vardevej, inden topbraget mod Vejle Boldklub, og så er du med i lodtrækningen, hvor vinderne får direkte besked. VIP-billetterne udtrækkes blandt alle sæsonkortholdere.

- Vi vil gerne give lidt ekstra til de loyale sæsonkortholdere, der støtter os, for de betyder meget for os. Vi er den klub i NordicBet ligaen med langt flest sæsonkortholdere og vel mindst dobbelt så mange som den klub med næst flest - det er vi stolte af. Nu har vi fået en god start på sæsonen, men vi bevarer benene på jorden, og så arbejder vi videre med at give tilskuerne endnu bedre grund til at komme på stadion, siger konstitueret adm. direktør Dan Mose Andersen, som håber, at der vil være rigtigt mange på plads til det traditionsrige opgør mod Vejle Boldklub, der ligesom EfB har maksimumpoint efter to runder.

nyheder_divider