Førstehold

Ankersen og Bjarnason sendte EfB videre i pokalen

Esbjerg fB spillede sig torsdag aften videre i Sydbank Pokalen, da holdet hjemme på Blue Water Arena slog Silkeborg IF med 2-1. Jakob Ankersen og Andri Bjarnason scorede for EfB.

Videre avancement i Sydbank Pokalen blev torsdag aften en realitet for Esbjerg fB, da holdet vendte 0-1 til en 2-1-sejr hjemme på Blue Water Arena mod Silkeborg IF. Jakob Ankersen udlignede i første halvleg, inden indskiftede Andri Bjarnason afgjorde tingene godt 10 minutter før tid.
EfB fik den bedste start på kampen, og i løbet af de første minutter blev Silkeborg-defensiven testet.
Tættest på var Clinton Antwi, da han sendte et frispark direkte mod mål fra 20 meter. Skuddet havde god præcision, men målmanden var vågen og nåede ud i fuld længde og fik afværget.
Også Lasha Parunashvili tvang Silkeborgs bagerste mand til en god redning.
Efter 10 minutters spil trykkede georgieren af fra distancen, og bolden tog det rette dyk tæt under mål, men forsøget blev lige akkurat reddet.
Gæsterne vågnede langsomt op herefter, og fik med fine pasninger etableret et pres på EfB, hvilket holdet udnyttede efter 14 minutter til at bringe sig foran med 1-0.
Fra kanten af feltet kom en Silkeborg-spiller til afslutning, og Mads Kikkenborg, der vogtede EfB-målet, kunne kun halvklare den flade afslutning, der gik i spil igen.
Her var en modstander først på bolden, og med en tackling blev den sendt i nettet.
EfB forsøgte efter scoringen imod at finde fodfæste, men de hurtige silkeborgensere gjorde det med aggressivt presspil svært at sammensætte angreb af længere varighed.
17-årige Zean Dalügge, der fik sin første kamp fra start for EfB, sendte efter en god halv time en fremragende diagonalbold afsted, som Mathias Kristensen løb ind i feltet.
Han mistimede dog tæmningen, så Silkeborgs målmand kunne nå ud for at afværge, og dermed blev muligheden ikke til mere.
I det hele taget fik EfB sluttet første halvleg fint af, hvilket gav pote i det 42. spilleminut.
EfB igangsatte en omstilling som blev eksekveret på fineste vis.
Kristensen fik tid og plads foran Silkeborgs felt til at slå en god aflevering ind i feltet, som fremadstormende Ankersen iskoldt tæmmede og sendte op i nettaget til 1-1.
Cheftræner Olafur Kristjansson benyttede pausen til at lave to ændringer.
Nytilkomne Nicklas Strunck erstattede Parunashvili centralt, mens Andri Bjarnason lagde sig helt frem på bekostning af Yuriy Yakovenko.
Og netop Bjarnason kom til et udmærket skud på mål, da han sparkede første gang på et indlæg kort inde i anden halvleg.
Gæsterne fra det midtjyske viste dog også tænder, og efter 61 minutter måtte EfB have hjælp fra indersiden af stolpen for at forhindre scoring imod.
Fra fri position blev bolden sendt i retning af mål udenom Kikkenborg, der dog kunne samle returen fra stangen sikkert op.
EfB lod sig ikke ryste af chancen imod, for i den efterfølgende periode styrede holdet slagets gang.
Særligt Dalügge gjorde en god figur på kanten med udfordrende spil.
Men også Antwi på venstre back var flittig til at gå med frem og skabe overtalssituationer mod en modstander, der blev mere og mere passiv.
Og netop Antwi slog godt 10 minutter før tid et fremragende indlæg ind i feltet.
Her var Bjarnason på plads, og han pillede flot bolden ned og hamrede den i kassen til 2-1.
I slutminutterne forsøgte Silkeborg at etablere et pres på EfB for at lave den udlignende scoring, der ville sende kampen i forlænget spilletid.
Men Rodolph Austin og resten af holdet spillede klogt, og var konsekvente i duelspillet.
Samtidig jagtede EfB endnu en scoring, når muligheden for en omstilling bød sig.
Der blev dog ikke scoret yderligere, og derfor kunne EfB efter slutfløjt fejre sejren og det faktum, at holdet er videre til næste runde i Sydbank Pokalen.


Resultat:
Esbjerg fB – Silkeborg IF 2-1 (1-1)
Målscorere:
14′ 0-1 Magnus Matsson
42′ 1-1 Jakob Ankersen
77′ 2-1 Andri Bjarnason
Startopstilling:
30 Mads Kikkenorg
40 Daniel Anyembe
8 Rodolph Austin
17 Kevin Conboy
13 Clinton Antwi
6 Lasha Parunashvili
3 Simon Bækgård
10 Jakob Ankersen
26 Mathias Kristensen
45 Zean Dalügge
23 Yuiry Yakovenko
Indskiftninger:
46′ Nicklas Strunck (Lasha Parunashvili)
46′ Andri Bjarnason (Yuriy Yakovenko)
58′ Jonas Mortensen (Mathias Kristensen)
58 Jeppe Brinch (Kevin Conboy)
70′ Christian Køhler (Simon Bækgård)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo