Førstehold

Anyembe: Foråret bliver intenst

Daniel Anyembe kan ikke vente med at spille Superligabold igen og han ser derfor frem til fredag klokken 19.00, når bolden ruller på Ceres Park mod AGF.

I mandags vendte Esbjerg-truppen hjem fra træningsopholdet i Tyrkiet og fredag venter forårspremieren mod AGF. For Daniel Anyembe har opstarten været lidt anderledes med en tur til Mexico, men det har kun været positivt, fortæller han.
– Vi har haft en fin opstart, som har været lidt anderledes for mit vedkommende med en tur til Mexico sammen med U21-landsholdet. Det har måske været med til at give et par ekstra procenter, fordi luften var utrolig tynd, så det har været fint. Jeg var derfor godt rustet til træningslejren med EfB, hvor vi har fået finpudset på formen og de forskellige aspekter af spillet. Vi har i forvejen et rigtig godt sammenhold, men det er kun blevet bedre i løbet af de sidste par uger.
EfB’s unge højreback kan dog godt mærke, at det begynder at krible i kroppen efter at spille Superliga igen og han håber, at holdet kan bygge videre på de gode takter fra efteråret.
– En af vores styrker i efteråret var klart vores defensive organisation og vi holdte også nullet i mange kampe. Det er vigtigt at fastholde den base, men også bygge videre på vores spil, defensivt såvel som offensivt. Det bliver også nødvendigt i forårspremieren, for AGF er et rigtig stærkt hold og har set gode ud i opstarten. Men først og fremmest glæder vi os helt vildt til fredag og det bliver fedt, at spille kampe, hvor der er noget på spil igen, fastslår Daniel Anyembe, der forventer et intenst forår i Esbjerg-trøjen.
– Der venter os seks fede kampe og det bliver virkelig et intenst forår, fordi ligaen er så tæt. Jeg tager lidt en kamp ad gangen, så der er ikke et opgør jeg ser mere frem til en andre. Alle kampe er som en finale for os, men det gør det kun mere spændende. Vi har også en kvartfinale i pokalen i løbet af foråret og det ser vi selvfølgelig også frem til, men fokus er dog rettet mod Superligaen, slutter Daniel Anyembe.
Som nævnt venter AGF på fredag klokken 19.00 på Ceres Park i Århus. Næste uge gælder det årets første hjemmekamp mod Brøndby IF søndag den 17. februar klokken 18.00 – du kan sikre dig billetten nu på https://billet.efb.dk.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 12. maj - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo