Austin høstede personlig hæder

Rodolph Austin spillede sin første fulde kamp efter en lang skadesperiode, og han leverede en fornem præstation i defensiven mod AGF. Derfor valgte kampsponsor, Nymindegab Kro, EfB’s nummer 8 som banens bedste.

Der er blevet spillet bedre kampe på Blue Water Arena end det var tilfældet i går, da Esbjerg fB og AGF mødte hinanden i Superligaens 11. runde. Et remis uden scoringer kan være et tegn på to solide defensive, og det var også indtrykket, der blev efterladt på de 4.867 fremmødte på det flotte stadion i Esbjerg. Rodolph Austin havde fået en plads i det centrale forsvar, og han markerede sig med en formidabel præstation.

Den aggressive defensivspiller tog godt fra i duellerne, når gæsterne fra Aarhus pressede på, selvom det ikke var tit. En særdeles solid indsats fra Esbjergs nummer 8 vækkede da også opmærksomheden hos kampsponsor til matchen, som var Nymindegab Kro.

De pegede nemlig på Rodolph Austin som deres Man of the Match. Derfor kunne Kristoffer Vig efter kampen overrække Austin et gavekort til netop Nymindegab Kro samt Butcher.