Carlo Holse sikrede vigtig sejr mod FCN

Mesterskabsslutspillets tredje kamp blev søndag eftermiddag spillet på Right to Dream Park, hvor esbjergenserne skulle forsøge at tage point med hjem til vestkysten. Efter en velspillet fodboldkamp, lykkedes det for EfB at snuppe de tre point. Vestjydernes mål blev scoret af Yuri Yakovenko, mens Carlo Holse blev matchvinder i anden halvleg.

Efter bare fire minutter var esbjergenserne tæt på at få en fantomstart på kampen, da Joni Kauko lykkedes med at komme igennem i venstre side og sendte en bold ind i feltet til Adnane Tighadouini, som med en førstegangsaflevering fandt en fri Mark Brink. Den unge midtbanemand sendte en afslutning afsted mod rammen, men desværre ramte bolden den ene opstander.

FCN startede bedst, men som kampen skred frem, kom vestjyderne bedre med i kampen og fik mere flow i boldomgangen og kvalitet på den sidste tredjedel af banen, hvilket også førte chancer med sig.

Efter 26 minutter var Yuri Yakovenko tæt på at komme frem til en god mulighed, da han kom først på en dyb stikning. Her blev han dog nedlagt i feltet af en fremadstormende Peter Vindahl i FCN-buret, men dommeren mente ikke, at det var nok til at få tilkendt et straffespark.

Både Jacob Lungi Sørensen og Carlo Holse var ligeledes tæt på at komme på scoringstavlen. Især sidstnævnte var, efter et skud fra venstre side af feltet, tæt på at kunne lade sig tiljuble, men en FCN-forsvarer stod i vejen for skuddet, der ellers havde retning mod det ene målhjørne.

Efter 37 min var det dog FCN, som kom foran i kampen, da Ulrik Yttergård Jenssen sendte et skarpt indlæg fra venstre ind mod Mohammed Kudus, der tog et løb frem i feltet og headede læderet ind bag Jeppe Højbjerg.

Vestjyderne svarede dog hurtigt igen, da man fem minutter senere fik udlignet ved Yuri Yakovenko, som erobrede bolden på kanten af feltet fra et tøvende FCN-forsvar. Den ukrainske frontløber hamrede herefter et langskud afsted, som blev rettet af og snød Peter Vindahl inde på stregen.

EfB’erne startede anden halvleg ud med at presse hjemmeholdet højere på banen, end det var tilfældet i første halvleg. Det førte også mål med sig, da Carlo Holse igen beviste, at han ved, hvor målet står.

Først var det Adnane Tighadouini, som tog et træk ind i banen fra venstre og smadrede kuglen på den ene opstander. Efter lidt klumpspil havnede den lille runde så hos lejesvenden fra FC København, som sikkert sparkede den ind i netmaskerne med venstreskøjten.

Føringsmålet førte til, at hjemmeholdet gik over i en 3-4-3-formation for at komme frem til flere offensive muligheder. Det betød samtidig også, at de blåhvide så sig nødsaget til at trække sig længere tilbage i et mere defensivt udgangspunkt med fokus på at straffe værterne på omstillinger.

Den offensive satsning var også lige ved at give pote for hjemmeholdet, da Joachim Rothmann modtog et indlæg fra venstre og sendte et skud afsted mod højre målhjørne, men bolden røg tæt forbi målet. Også Andreas Skov Olsen var tæt på fra en spids vinkel, men heller ikke han viste den fornødne skarphed, og derfor kunne EfB glæde sig over Mesterskabsslutspillets første sejr.

Af Martin Jørgensen


Resultat
FCN – EfB 1-2 (1-1)

Målscorere
37’ 1-0 Mohammed Kudus
42’ 1-1 Yuri Yakovenko
60’ 1-2 Carlo Holse

Startopstilling
16. Jeppe Højbjerg

40. Daniel Anyembe
5. Markus Halsti
38. Jacob Lungi Sørensen
25. Jeppe Brinch
6. Lasha Parunashvili
21. Mark Brink
7. Joni Kauko
11. Adnane Tighadouini
10. Carlo Holse
23. Yuri Yakovenko

Indskiftninger
67’ Adrian Petre (Yuri Yakovenko)
73’ Mathias Kristensen (Adnane Tighadouini)
83’ Emmanuel Oti Essigba (Carlo Holse)