Dagbog fra Viktor Tranberg

Grundet corona-virussen er Danmark midlertidigt lukket ned, og det betyder for Esbjerg fB, at alle planlagte kampe er udsat på ubestemt tid. Samtidig er holdtræningen suspenderet således, at spillerne selvtræner. Læs her hvordan Viktor Tranberg griber situationen an.

Viktor, hvad er din reaktion på den situation, vi alle sammen står i?

– Det er selvfølgelig en alvorlig situation og på samme tid meget mærkelig. Ingen har prøvet det før, så det handler jo bare om at følge de retningslinjer, der bliver sat og så ellers holde hovedet højt, så vi sammen kan få styr på det og vende tilbage til hverdagen.

Hvordan sørger du for at opretholde formen?

– Vi har alle fået vores program fra Torben, som jeg selvfølgelig følger. Det indeholder en masse løbe-, core- og styrketræning samt diverse øvelser, som kan laves hjemmefra. Og så handler det om at bruge sin sunde fornuft, for vi ved i princippet ikke, hvornår det er forsvarligt at vende tilbage igen. Så det er bare med at holde sig så skarp og klar som muligt.

Hvad savner du mest?

– Tiden giver mig mulighed for at tilbringe noget tid med min familie, som jeg ellers ikke ser så meget, men jeg savner gutterne og energien i omklædningsrummet op til kamp og til træning. Jeg håber alle kommer tilbage med noget ekstra energi, og at vi kan mærke, vi har savnet at lave det vi elsker.

Når den ikke står på træning – hvad laver du så?

– Jeg bor hos min bror her i perioden, og vi er heldigvis gode til at se en masse film, serier og få spillet vores andel af timer på PlayStation. Der er mange timer, man skal igennem, men vi hygger os så godt vi kan.

Hvis du skal give EfB-fansene et godt tip til at fordrive tiden på – hvad er det så?

– Få ordnet nogle af ting der normalt ikke er øverst prioriteret. Vi er i gang med at male en væg og en masse hylder herhjemme, nu vi har de ekstra timer. Der er rig mulighed for at få udnyttet tiden godt, mens vi alle venter på, at Superligaen starter igen.

>> Brug tiden fornuftig – download den nye EfB-app nu og kom tættere på holdet