Det ligner sæsonrekord mod Vejle

Interessen for topbraget mod Vejle Boldklub er markant, og derfor opfordrer EfB tilskuerne til at komme i god tid og købe billet på forhånd på billet.efb.dk

Det smager på alle måder af en stor fodboldaften på Blue Water Arena, når Vejle Boldklub i aften kommer på besøg til topkamp i NordicBet Ligaen. Ikke alene er de to traditionsklubber med helt fremme i tabellen, der er også stor interesse for kampen på forhånd, hvor det ligner en sæsonrekord.

– Vi kan se, at linjerne gløder, og vi har for eksempel alt udsolgt i vores skybokse, ligesom vi også har været nødt til at afvise folk, der gerne ville spise i Carlsberg Loungen. Her bliver der i hvert fald tale om sæsonrekord, og der er meget, som tyder på, at det også gælder for hele Blue Water Arena. Vi sælger rigtigt mange billetter på en dag som i dag, og vi glæder os voldsomt til at tage imod så mange mennesker. Derfor opfordrer vi også folk til at købe billetten på forhånd og komme i god tid, for der vil sikkert komme pres på lige før kampstart. Vi er klar til en fodboldfest, hvor vi håber på stor opbakning fra hele Sydvestjylland i en vigtig kamp, konstaterer adm. direktør Brian Knudsen, som tror på en ny sæsonrekord på tilskuersiden. Det højeste antal tilskuere til en kamp på Blue Water Arena i denne sæson var netop mod dagens modstander fra Vejle Boldklub, da 4.241 var på plads sidst de to hold tørnede sammen.

EfB-Vejle Boldklub spilles klokken 18.00. Billetsalget på Blue Water Arena åbner en time før kampstart.