Dreyer får sin afsked til FCK-kampen

EfB-tilhængerne vil få muligheden for at sige tak for denne gang til Anders Dreyer, som vil blive hyldet på plænen inden FCK-matchen.

Anders Dreyer blev hurtigt en publikumsfavorit på Blue Water Arena, der vandt de blå og hvides hjerter efter en særdeles flot sæson i NordicBet Ligaen, der gav personlig hæder som Årets Profil i 1. divisionen. Den unge kantspiller blev topscorer med 21 scoringer og fik stadionet på Gl. Vardevej til at eksplodere med sit hattrick mod Silkeborg IF, hvor EfB sikrede billetten tilbage til landets bedste række i 3-0-sejren.

De flotte præstationer kastede hurtigt international opmærksomhed mod den tidligere Bramming- og Ribe-knægt, og i starten af august skrev Dreyer under på en kontrakt med Premier League-klubben, Brighton & Hove Albion FC.

Den tidligere Esbjerg-spiller nåede aldrig at sige ordentligt farvel og på gensyn til tilhængerne på Blue Water Arena, men Anders Dreyer vender nu hjem fra den engelske sydkyst og vil derfor være på plænen kort før kampen mod FCK.

EfB glæder sig til at se Anders Dreyer igen og sige tak for hans tid i Esbjerg fB, hvor han opnåede 48 førsteholdskampe med 23 mål til følge, og vi håber I vil give ham et kæmpe bifald samt en god afsked.

Køb din billet til matchen online nu og spar penge – http://billet.efb.dk