EfB E-Sport forstærker holdet

Når den nye FIFA20-sæson starter vil der være yderligere tre ansigter hos EfB E-Sport. Udover de faste spillere Lasse Bækkelund og Christian Lillebæk tilføres Daniel Lauridsen, Mike Sanchez Nielsen og Mathias Emge Jensen.

EfB E-Sport har i de seneste to sæsoner deltaget i eSuperligaen, hvor der dystes i det populære FIFA-spil. I foråret blev det til en godkendt kvartfinale-placering, og nu styrkes teamet omkring holdet yderligere med ansættelse af Daniel Lauridsen som manager samt Mike Sanchez Nielsen og Mathias Jensen som spillere.

Christian Lillebæk og Lasse Bækkelund, der med EfB E-Sport i sidste sæson nåede kvartfinalen i eSuperligaen, glæder sig over det nye tiltag.

– At vi får en manager og nye holdkammerater skal være med til at presse os og bygge på, så vi kan opnå store resultater i den kommende FIFA20-sæson. Nu har vi rigtig gode forhold omkring holdet, og kan derfor koncentrere os om at præstere, lyder det enstemmigt fra de to spillere.

Manager Daniel Lauridsen, der kommer fra en lignende rolle hos Silkeborg IF, skal i den kommende sæson hjælpe med at hæve det sportslige niveau samtidig med, at han skal afsøge de kommercielle muligheder, der kan give EfB E-Sport et yderligere skub i den rigtige retning.

– EfB E-Sport har allerede et godt setup med nogle rigtig dygtige FIFA-spillere, så vi skal gå efter at blive endnu bedre. Samtidig skal vi udnytte, at vi har nogle stærke karakterer på holdet, så vi brandingmæssigt bringer klubben frem blandt de bedste i landet, siger han.

Mike Sanchez Nielsen, 18 år, og Mathias Emge Jensen, 17 år, bliver FIFA-spillere.

>> Følg EfB E-Sport på Twitter

>> Følg EfB E-Sport på Instagram

På billedet ses fra venstre Christian Lillebæk, Lasse Bækkelund, Mathias Emge Jensen og Daniel Lauridsen. Mike Sanchez Nielsen er ikke tilstede.