Førstehold

EfB fik meter i benene mod Kolding

Esbjerg fB fik masser af meter i benene i vinteropstartens første træningskamp, da holdet på kunstgræsbanen på Tjæreborg Stadion tabte 3-4 til Kolding IF.

Tjæreborg Stadion lagde tirsdag aften kunstgræs til vinterens første træningskamp for Esbjerg fB, da holdet testede den tidlige grundform mod Kolding IF fra 1. division. Østjyderne trak sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 4-3 efter 2-2 ved pausen.
Den værste vinterpause-rust hos de to mandskaber skulle lige bankes af i kampens indledende minutter, hvor storspillet virkede langt væk.
Efter godt et kvarter viste EfB sig dog godt frem med et effektivt kontra-angreb.
Bolden blev drevet frem i højre side af banen, hvor Yuiry Yakovenko sendte den ind foran mål. Her dukkede Patrick Egelund op, og sikkert kunne han score til 1-0 i tomt mål fra sin position ved bagerste stolpe.
Seks minutter senere blev det også 2-0 til EfB ved Pyry Soiri.
Finnen tog en flot solotur i en omstilling, hvor han driblede sig forbi flere Kolding-spillere, inden bolden resolut blev sparket fladt i det lange hjørne fra en spids placering i feltet.
Herefter fik Kolding initiativet i kampen, og på tre gyldne minutter scorede holdet to gange.
1-2-reduceringen kom efter et hjørnespark, hvor en løs nedfaldsbold endte bag Jeppe Højbjerg.
Udligningen faldt efter et flot angreb, hvor EfB måtte se pasningerne flyve afsted, inden en Kolding-spiller til sidst kunne afslutte et fladt indlæg med et godt skud i nettet.
Cheftræner Lars Olsen valgte at skifte hele 10 spillere i pausen for dels at give alle tilstrækkelig med spilletid og dels dosere kampminutterne ovenpå en opstart, hvor der er blevet trænet hårdt.
Efter blot fire minutter af anden halvleg lykkedes det Kolding at komme foran med 3-2.
Et indlæg blev sendt ind i feltet, og bolden snød målmand Mathias Rosenørn og gik i nettet ved fjerneste stolpe.
EfB fandt aldrig momentum i perioden efter den tredje indkasserede scoring, og derfor var det logisk, at koldingenserne også kunne notere sig for kampens sjette mål.
Således var EfB ikke skarpe nok i opdækningen på et hjørnespark, hvor en Kolding-spiller ved bagerste stolpe kunne stige til vejrs og heade 4-2-målet ind bag Rosenørn, der var uden chance.
Om det var den fjerde scoring imod eller det tiltagende regnvejr over Tjæreborg Stadion, der fik EfB til at steppe op, vides ikke, men bedre blev det vestjyske spil med bolden.
Trods et markant overtag i spil lykkedes det dog ikke at skabe de helt store muligheder mod Kolding.
Adrian Petre fik dog reduceret kort før tid, da han koldt og kynisk sparkede en dybdebold i nettet til slutresultat 3-4.
>> Se hele kampen her


Resultat:
Esbjerg fB – Kolding IF 3-4 (2-2)
Målscorere:
16′ 1-0 Patrick Egelund
22′ 2-0 Pyry Soiri
33′ 2-1
36′ 2-2
49′ 2-3
58′ 2-4
87′ 3-4 Adrian Petre
Startopstilling:
16. Jeppe Højbjerg
2. Jonas Mortensen
25. Jeppe Brinch
4. Viktor Tranberg
3. Simon Bækgård
11. Pyry Soiri
50. Mads Larsen
6. Lasha Parunashvili
26. Mathias Kristensen
23. Yuriy Yakovenko
47. Patrick Egelund
Indskiftninger:
45′ Mathias Rosenørn (Jeppe Højbjerg)
45′ Markus Halsti (Viktor Tranberg)
45′ Noah Nurmi (Jonas Mortensen)
45′ Jesper Lauridsen (Simon Bækgård)
45′ Nicklas Røjkjær (Pyry Soiri)
45′ Joni Kauko (Mads Larsen)
45′ Mark Brink (Lasha Parunashvili)
45′ Adnane Tighadouini (Mathias Kristensen)
45′ Rasmus Rejnhold ( Yuriy Yakovenko)
45′ Adrian Petre (Patrick Egelund)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo