EfB forlænger med Højbjerg til 2022

Den stærke Esbjerg-keeper, Jeppe Højbjerg, har netop underskrevet en ny kontrakt med EfB. De to parter har nu papir på hinanden frem til sommeren 2022.

Jeppe Højbjerg rundede for nyligt 100 kampe i Esbjerg-trøjen og har været en af de bærende kræfter for John Lammers’ mandskab med stor andel i et flot år 2018. Han har præsteret godt over en lang periode og har for alvor slået sit navn fast i Superligaen, hvilket det højeste antal Clean Sheets i ligaen også understreger.

Han har fået en stor plads i Esbjerg-tilhængernes hjerte og de får nu glæde af ham langt ud i fremtiden. Esbjerg fB og Jeppe Højbjerg er nemlig blevet enige om at forlænge samarbejdet frem til sommeren 2022. En aftale, der vækker begejstring hos EfB’s sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.

– Vi forlænger med Jeppe, fordi han har vist, hvor god en målmand han er. Han har reddet mange point og været en stor profil på vores Superligahold. Han er jo en af vores egne, så det er også et godt signal at sende til de unge spillere i vores akademi. Hvis man knokler hårdt og tager de rette beslutninger, kan man blive en profil på EfB’s bedste mandskab, fortæller Jimmi Nagel Jacobsen.

Jeppe Højbjerg glæder sig også over, at fremtiden nu er på plads i EfB.

– Det er rigtig dejligt, at få det på plads. Det har været et ønske for mig, at blive i klubben nogle år endnu, så det er jeg meget glad for. De har bevist med aftalen, at de tror på mig og vil satse på mig, hvilket naturligvis er vigtigt. Nu handler det om, at give noget igen og blive en endnu større profil på det her hold, som også har præsteret rigtig godt. Jeg glæder mig til at udvikle det yderligere sammen med de fans, som er så vigtige for os, siger Højbjerg om kontraktforlængelsen.

Jeppe Højbjerg, der har en fortid i SFS-klubben Sønderris SK, debuterede i 2013 og har sidenhen spillet 105 førsteholdskampe.