Førstehold

EfB laver aftale med talentfuld målmand

Esbjerg fB og Emil Jørgensen indgår en aftale således, at den talentfulde målmand er i klubben frem til sommeren 2023. 16-årige Jørgensen står på U17-holdet.

Esbjerg fB har nu fået papir på endnu et stort talent fra EfB Akademi, idet målmand Emil Jørgensen har sat sin signatur på en aftale frem til sommeren 2023.
16-årige Jørgensen, der i starten af september var med det danske U17-landshold, gør sig til dagligt på EfB’s U17-mandskab.
Akademichef Lars Vind ser et stort potentiale i Emil Jørgensen, og glæder sig til at følge målmandens udvikling i de kommende år.
– Emil er en dygtig målmand, og han besidder nogle åbenlyse kvaliteter, som vi er glade for at få gavn af i EfB fremover. Nu skal vi i fællesskab med akademiets trænere forløse potentialet gennem struktureret og specialiseret træning, og det har vi lagt en god plan for, siger han.
Jørgensen, der kom til som U13-spiller fra Bramdrupdam GIF, glæder sig over sin første kontrakt.
– Jeg er meget glad og stolt over min aftale med EfB og for, at jeg skal fortsætte sammen med mine trænere og holdkammerater. Jeg kan ikke ønske mig bedre omgivelser at udvikle mig i end her, så nu handler det bare om at arbejde videre, siger Emil Jørgensen.
Emil Jørgensen bor på Esbjerg Sports College, og er i gang med HHX-uddannelsen på Rybners Gymnasium.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo