Førstehold

EfB lejer Kristian Riis i FCM

Esbjerg fB har skrevet under på en lejeaftale med FCM-spilleren Kristian Riis, der løber frem til sommeren 2019.

EfB og John Lammers har sikret sig den 21-årige forsvarsspiller, Kristian Riis, der kommer til det vestjyske på en lejeaftale fra de danske mestre FC Midtjylland, som løber frem til sommeren 2019.
Den centrale forsvarsspiller var lejet ud til Vendsyssel FF i sidste sæson, hvor han var en profil i NordicBet Ligaen og en af de bærende kræfter i Vendsyssels oprykning til Superligaen. Kristian Riis er en naturlig leder med god fart, som læser spillet godt og er yderst stærk i duellerne. EfB-cheftræner, John Lammers, glæder sig over tilgangen af den unge spiller, som har imponeret hollænderen.
– Det er en rigtig god mulighed for EfB, at vi kan tilknytte en spiller med så åbenlyse kvaliteter. Han er en hurtig central forsvarsspiller og en vinder af natur, der allerede har fået en masse erfaring på et højt niveau, både med kampe for Vendsyssel og selvfølgelig FC Midtjylland. Vi glæder os til at gøre brug af hans forcer, siger John Lammers om lejeaftalen for U20-landsholdsspilleren.
Hovedpersonen glæder sig til at repræsentere Esbjerg fB og have hjemmebane på Blue Water Arena.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang i Esbjerg. Det er en stor klub i Danmark med et fantastisk stadion, som har en spændende trup og jeg skal nu bidrage med de kvaliteter, som jeg har. Jeg forventer et godt år både personligt, men også for EfB og jeg ser frem til at trække Esbjerg-trøjen over hovedet, siger Kristian Riis, der har repræsenteret FC Midtjyllands Superligamandskab 23 gange, heriblandt fem Europa League-kampe.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 24. marts - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo