neutral 2

EfB-magasinet Kick Off uddeles i uge 44

I løbet af næste uge husstandsomdeles EfB-magasinet Kick Off i Esbjerg, Varde og Vejen Kommune med unikke historier og vinkler fra hele regionens hold.

I uge 44 husstandsomdeles over 79.000 eksemplarer af EfB-magasinet Kick Off, som giver et unikt indblik i livet i Esbjerg fB. Bladet er blevet en realitet i samarbejde med Ugeavisen Esbjerg, der har produceret artiklerne og efter god støtte fra EfB’s mange partnere.

Der vil være en bred vifte af artikler om alt lige fra en Superliga-spillers hverdag, til holdet bag holdet og værdien af at være partner i EfB og meget, meget mere.

Adm. direktør hos EfB Brian Bo Knudsen er glad for, at det efter nogle års fravær er lykkes at komme i mål med et nyt blad.

– I et fælles samarbejde mellem Ugeavisen Esbjerg, samarbejdspartnere og EfB kan det lade sig gøre at genoplive et magasin kun omhandlende hele regionens hold, og det er vi meget glade for. Vi håber, at artiklerne vækker læsernes interesse, siger han.

Bladet uddeles som et tillæg i Ugeavisen Esbjerg, Ugeavisen Varde og Ugeavisen Vejen. Det bliver desuden muligt at tilgå magasinet online.