EfB og Fredericia spillede 1-1

Esbjerg fB fik givet minutter til størstedelen af truppen fredag middag forud for 3F Superliga-kampen mod AaB d. 31. maj, da holdet spillede 1-1 med FC Fredericia fra 1. division. Rafal Kurzawa scorede for EfB i første halvleg.

Efter at Covid-19-pandemien satte en stopper for fodbold i Danmark rullede bolden langt om længe igen på Blue Water Arena fredag, idet Esbjerg fB tog imod 1. divisionsklubben FC Fredericia i en træningskamp før 3F Superligaen starter op igen, og AaB kommer på besøg søndag d. 31. maj. Kampen endte 1-1 efter Rafal Kurzawa bragte EfB foran med 1-0.

EfB satte sig fra første fløjt på begivenhederne, og allerede i det andet spilleminut havde Søren Reese chancen for at score, da han helt fri ved bagerste stang efter et hjørnespark modtog bolden. Afslutningen blev dog overplaceret, og drømmestarten udeblev.

Gæsterne fra Fredericia kom langsomt bedre med i opgøret, men EfB-defensiven anført af Rodolph Austin var konsekvente i forsvarsspillet.

Fra den centrale midtbane hvor Viktor Tranberg startede som det defensive anker, var EfB dygtige til at igangsætte og bryde gæsternes spil og efterfølgende angribe over begge kanter, hvor Pyry Soiri og Ante Erceg med deres fart var gode til at udfordre.

Den første scoring lod dog vente på sig.

Der var således spillet en lille halv time, før nettet på stadion første gang kunne blafre.

EfB broderede sig fint igennem i den ene side, hvor Rafal Kurzawa til sidst blev nedlagt ulovligt i feltet. Dommeren pegede prompte på straffesparkspletten.

Polakken tog selv bolden, og med stor sikkerhed bragte han EfB foran med 1-0.

Det lå ikke i luften, at Fredericia ville udligne, men 10 minutter efter EfB’s føringsmål, lykkedes det alligevel gæsterne at score til 1-1.

På et regulært drømmetræf fire-fem meter uden for feltet blev bolden sparket flot i det lange hjørne via overliggeren og uden chance for Vito Mannone i målet.

Mere skete der ikke i første halvleg, og de to hold kunne derfor gå til pause.

Denne brugte EfB på at skifte en række spillere. Således kom både Yuriy Yakovenko, Franz Brorsson, Lasha Parunashvili og Jeppe Højbjerg på banen til de sidste 45 minutter.

EfB startede anden halvleg aggressivt, og især Mohammed Dauda gjorde det godt fra sin position på kanten. Flere gange udfordrede ghaneseren sin direkte modstander, og med god fart skabte han gode muligheder.

Som minutterne skred frem bar det dog mere og mere præg af, at det var en træningskamp, og intensiteten hos EfB faldt helt naturligt stille og roligt efter en hård opstartsperiode på træningsbanen.

EfB var dog stadig farlige i momenter, og særligt godt 10 minutter før tid, da livlige Dauda endnu engang satte sin modstander til vægs med et par vævre driblinger, inden han sendte bolden fladt ind foran mål.

Her nåede hverken Yakovenko eller Patrick Egelund, der også var kommet på banen, dog bolden, og 2-1-scoringen udeblev.

Trods et EfB-pres i slutminutterne lykkedes det ikke at score yderligere, og kampen endte derfor 1-1.

EfB genåbner i Superligaen søndag d. 31. maj kl. 18.00, når AaB kommer på besøg.


Resultat:
Esbjerg fB – FC Fredericia 1-1 (1-1)

Målscorere:
28′ 1-0 Rafal Kurzawa (straffespark)
42′ 1-1 Agon Muccoli

Startopstilling:
1 Vito Mannone
40 Daniel Anyembe
8 Rodolph Austin
20 Søren Reese
17 Kevin Conboy
4 Viktor Tranberg
38 Jacob Lungi Sørensen
12 Rafal Kurzawa
11 Pyry Soiri
77 Ante Erceg
10 Mohammed Dauda

Indskiftninger:
46′ Jeppe Højbjerg (Vito Mannone)
46′ Franz Brorsson (Rodolph Austin)
46′ Yuriy Yakovenko (Ante Erceg)
46′ Lasha Parunashvili (Pyry Soiri)
64′ Jeppe Brinch (Kevin Conboy)
64′ Søren Reese (Joni Kauko)
78′ Patrick Egelund (Rafal Kurzawa)
89′ Mads Larsen (Jacob Lungi Sørensen)