EfB tabte til fysiske Hobro

Hobro IK kom blæsende med energi og stor fysik i dagens opgør, da EfB tabte 2-0. Pål Alexander Kirkevold og Julian Kristoffersen scorede for hjemmeholdet.

EfB fik sin sag for, da John Lammers’ mandskab spillede mod Hobro IK på DS Arena. Banen var ikke til pasningsspil og det stod klart, at der ventede en fysisk affære med en masse duelspil.

Det passede hjemmeholdet bedst og det var også Hobro, der kom stærkest ud til opgøret og viste stor energi. Der var dog ikke mange chancer det første kvarter af kampen, men der skulle dog ikke gå meget mere end det, før matchens første scoring blev en realitet.

Hobro fik et indkast i venstre side og kastede mod det tætpakkede felt. Her kunne en umarkeret Pål Alexander Kirkevold heade bolden ind bag Jeppe Højbjerg i Esbjerg-målet, efter indkastet blev forlænget. 1-0 til Hobro og EfB havde svært ved at kapere hjemmeholdets fysik.

EfB meldte sig på banen med en chance midtvejs i første halvleg og det var en rigtig stor én af slagsen. Daniel Anyembe startede et angreb, der endte med et hårdtslået indlæg fra Carlo Holse mod Joni Kauko, som desværre ikke fik ordentlig ram på bolden. Forsøget gik i stedet over mål.

Efter en halv times spil var EfB i en bedre periode og forsøgte at spille deres form for fodbold. Det gav enkelte muligheder og stressede Hobro-defensiven, hvor Rasmus Minor faktisk var tæt på at heade bolden i eget mål. Der faldt dog ikke flere scoringer i første halvleg, selvom Hobro var tæt på at forøge til 2-0 kort inden pausen.

Efter anden halvleg fik hjemmeholdet bolden i nettet efter blot to minutter, men da Sabbi stod offside, blev målet korrekt annuleret. Trods bedre spil fra Esbjerg-mandskabet i den sidste periode af første halvleg, så var det altså også Hobro, som kom bedst ud til anden halvleg.

Hjemmeholdet kom også på 2-0, efter et pres fra Peter Sørensens mandskab. Indskiftede Sabbi drev bolden til baglinjen og slog et indlæg i boksen. Denne gang var det Julian Kristoffersen, som helt ugeneret headede bolden i mål og fordoblede altså føringen.

Esbjerg fB havde svært at åbne Hobros solide defensiv op mod to brølstærke midterforsvarer, som gjorde betingelserne svære for Adrian Petre i angrebet. Dødboldene fra EfB’erne manglede ligeledes kvalitet – både fra frispark og mulighederne fra hjørne, hvor Hobro selvsagt var mere skarpe.

Det lignede mere 3-0 end en reducering fra vestjyderne på stadionet i Hobro i de sidste tyve minutter, men der faldt ikke flere scoringer i dagens opgør. EfB ramte ikke niveau og tabte fortjent 2-0 til et fysiskt stærkt og motiveret Hobro-mandskab.


Resultat
Hobro IK – EfB 2-0 (1-0)

Målscorere
16′ 1-0 Pål Alexander Kirkevold
57′ 2-0 Julian Kristoffersen

Startopstilling
16. Jeppe Højbjerg

40. Daniel Anyembe
25. Jeppe Brinch
5. Markus Halsti
14. Jesper Lauridsen
6. Lasha Parunashvili
7. Joni Kauko
38. Jacob Lungi Sørensen
26. Mathias Kristensen
10. Carlo Holse
9. Adrian Petre

Indskiftninger
62′ Emmanuel Oti Essigba (Mathias Kristensen)
73′ Mark Brink (Jeppe Brinch)
88′ Brent McGrath (Adrian Petre)