blue water

EfB takker for fantastisk opbakning

Selvom der ikke spilles Superliga-fodbold i øjeblikket, og det er uklart, hvornår bolden igen ruller, har 97% af abonnementskortholderne alligevel valgt at bakke op om Esbjerg fB ved at fastholde abonnementskortet.

Ikke siden kvartfinalen i Sydbank Pokalen tirsdag d. 3. marts har der været tilskueropbakning til Esbjerg fB på Blue Water Arena, idet Superligaen er blevet suspenderet på ubestemt tid grundet Covid-19-pandemien.

Som situationen er nu, vides det ikke, hvornår der igen spilles fodbold i Danmark, og om der i givet fald må være tilskuere på tribunerne.

Dette påvirker EfB’s mange, loyale abonnementskortholdere, som trods månedlige betalinger ikke kan bakke op om de blå-hvide spillere på stadion.

EfB har de seneste uger været i kontakt med alle abonnenter og bedt om stillingtagen til, hvad de ønsker, der skal ske med deres abonnementet i de kommende måneder, hvor der er mange uklarheder i dansk fodbold. Tilbagemeldingerne har været overvældende positive, idet hele 97% har valgt at fastholde betalingerne trods usikre udsigter i forhold til, hvornår der atter kan opleves fodbold på Gl. Vardevej.

Det glæder adm. direktør Brian Bo Knudsen:

– Responsen fra EfB-fansene har været utrolig positiv, hvilket vi sætter meget pris på, og er ydmyge overfor. Det er en svær tid for alle i øjeblikket, men at næsten alle abonnementskortholdere vælger at bakke os op økonomisk, selvom vi ikke kan tilbyde kerneproduktet, vidner om en by og region, der står sammen i udfordrende tider. Vi har sågar modtaget henvendelser fra fans, der ønsker at købe et abonnementskort, hvilket er meget imponerende.

– Vi håber naturligvis på, at perioden uden tilskuere bliver så kort som overhovedet mulig, og vi glæder os til at byde alle velkomne på Blue Water Arena igen og betalte tilbage med gode fodboldoplevelser.