Førstehold

EfB tilknytter talent fra New Zealand

16-årige Oscar Obel-Hall flytter til Danmark og Esbjerg fra New Zealand for at studere, og starter samtidig op i Esbjerg fB, hvor han indgår i U17-truppen. Angriberen, der er kommet til vestkysten via EfB’s netværk, glæder sig til at falde på plads i de nye omgivelser.

Esbjerg fB styrker U17-holdet til den kommende sæson, idet Oscar Obel-Hall fra New Zealand tilknyttes. Den 16-årige angriber kommer til fra Christchurch United i hjemlandet, hvor han nåede at spille kampe for klubbens førstehold i den bedste række.
Ungdomselitechef Niels Erik Søndergård fortæller, at klubskiftet er kommet i hus via EfB’s netværk, og ser samtidig frem til at se Obel-Hall i aktion.
– Aftalen er faldet på plads via en anbefaling fra vores agentnetværk, og allerede tilbage i marts før pandemien havde vi besøg af Oscar i nogle dage, hvor han leverede et fint indtryk på træningsbanen. Vi har så holdt kontakten ved lige og talt løbende sammen, og nu er tiden ideel til et klubskifte, hvilket alle parter ser meget frem til. Når der ikke står træning og kamp på programmet for Oscar, så har vi fået arrangeret en god uddannelse og en lejlighed i Esbjerg Sports College til ham, så der er lavet en rigtig fin pakke, siger han.
Hovedpersonen, der efter sommerferien starter på Esbjerg Gymnasium, glæder sig over at være landet i Esbjerg og EfB, som han har fået et godt indtryk af.
– Det er spændende for mig at komme til Europa, og selvom det er langt væk hjemmefra, så har jeg en god mavefornemmelse omkring det hele. Jeg glæder mig nu til at falde på plads i byen, lære mine nye holdkammerater og trænere at kende og derefter starte på min uddannelse, og jeg er blevet taget rigtig godt imod af alle, så det er dejligt, siger Obel-Hall, der har dansk mor, og derfor forstår en lille smule af sproget.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo