emcare

Emcare Sundhed tager fortsat hånd om EfB

Den professionelle fysioterapi EmCare Sundhed og Esbjerg fB fortsætter samarbejdet således, at spillere på både senior- og ungdomsniveau også fremadrettet er sikret den bedste rådgivning og behandling.

EmCare Sundhed og Esbjerg fB har en lang historie sammen, idet fysioterapien siden 2012 har taget hånd om spillerne og sørget for, at de rent fysisk har været toptunet, og siden 2013 haft ansvaret for den fysiske træning.

Dette samarbejde fortsætter, idet EmCare Sundhed også fremadrettet har det fysiologiske ansvar for, at EfB’s spillere på både senior- og ungdomsniveau er kampklar.

For EfB har det været vigtigt at fortsætte samarbejdet for at sikre alle fodboldspillere høj kvalitet på sundhedsområdet.

– Aftalen med EmCare Sundhed er et udtryk for, at vi hele vejen rundt i EfB er meget glade for samarbejdet. Vores spillere får kompetent behandling og rådgivning i forhold til skadesforebyggelse, hvilket selvsagt er ekstremt vigtigt for at kunne træne og spille kamp, og hos EmCare Sundhed er vi i de bedste hænder, siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.

Søren Møller Kristensen, adm. direktør hos EmCare Sundhed, er også glad for aftalen.

– Vi er rigtig stolte af at være sundhedspartner for EfB Elite A/S, og ser med glæde frem til at fortsætte samarbejdet. Der stilles høje krav til os om udvikling og om at følge de nyeste tendenser inden for behandling- og rehabiliteringsområdet, og det er en spændende proces, som vi har været glade for de seneste otte år, siger han.

Udover at behandle og forebygge skader hos EfB tilbyder EmCare Sundhed, der har klinikker i både Esbjerg, Oksbøl og Varde, fysioterapi til både private og erhverv.

Foruden EfB-spillerne Mathias Kristensen og Jeppe Brinch ses fysioterapeut Christian Søborg på billedet.