Klub

Fantastisk opbakning til Esbjerg knækker Cancer

I weekenden går Esbjerg sammen om at støtte Esbjerg knækker Cancer, og en lang række virksomheder og personer bakker op om det gode initiativ.

Rigtigt mange mennesker har selv eller via familiemedlemmer og venner haft cancer inde på livet, og i Esbjerg er der taget initiativ til at støtte kampagnen Esbjerg knækker Cancer. Det sker blandt andet ved et stort arrangement på Blue Water Arena i den kommende weekend, og EfB’s konferencechef, Lars Fyhn, glæder sig over den store opbakning, der er til arrangementet.
– Vi har været involverede i en styregruppe, der sidste år blev inspireret af, hvor meget der blev gjort for at støtte forskningen mod en sygdom, der rammer så mange mennesker, og det har vi valgt at støtte ved at stille lokaler til rådighed samt arbejde for at få arrangementet på benene. Der er så mange gode kræfter, der har ydet en formidabel indsats for at få det her til at lykkedes, og jeg er virkelig imponeret over, at alle har været med fra start. Det gælder de mange virksomheder, der har sponsoreret præmier til auktionen eller råvarer til middagen, hvor det har været muligt at købe et bord, fortæller Lars Fyhn, som kan se kokke fra Kunstpavilionen, Den Røde Okse, Naturkøkkenet, Kellers Badehotel samt Jakob Justensen gå frivilligt i køkkenet. Dermed går alle indtægter ubeskåret til at knække cancer, og forventningerne er store.
– Vores kollegaer indenfor håndbold og ishockey har været med til at skabe opmærksomhed omkring det her, og det er noget af det, som gør det helt særligt. Alle har simpelthen givet et nap med, og vi kan ikke takke folk nok. Jeg håber virkeligt, at vi kan samle så meget som muligt sammen, og vi er kun glade for at spille en lille rolle i det her. Der sker noget særligt, når vi står sammen i Esbjerg, og der er mange, som fortjener ros, slutter Lars Fyhn, inden weekendens store arrangement.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo