Jimmi Nagel: Træningslejr skal give de ekstra procenter

Jimmi Nagel Jacobsen ser frem til træningslejren med et spændende sæt af spillere, og mener det kan styrke truppen og sammenholdet, selvom det i forvejen er en rigtig stærk enhed, som sportschefen råder over.

I den offentliggjorte trup til EfB’s træningslejr, kunne spottes 15 spillere ud af 25 udtagne, der er et produkt af SFS-talentarbejdet og EfB’s ungdomsakademi. Ifølge Jimmi Nagel Jacobsen, er det helt fantastisk og han ser nu frem til de sidste forberedelser i Tyrkiet, der danner rammerne for årets træningslejr.

– Jeg synes generelt, at spillerne er kommet tilbage fra juleferien i en god forfatning og de har virkelig trænet godt i opstarten. Nu ser vi frem til 9-10 gode dage sammen, hvor der venter dobbelte træningspas, som skal bruges til at finpudse på det fysiske og taktiske aspekt. Sådan en tur er også med til at styrke det sociale, selvom truppen i forvejen er en rigtig stærk enhed. Det kan dog give de ekstra procenter, og ikke mindst for de helt unge, fortæller EfB’s sportschef og fortsætter.

– Det er helt fantastisk, at 15 spillere er af egen avl, så det kan vi godt være stolte af, og jeg synes, det er en god og spændende trup, vi har med til Tyrkiet. Det er jo stammen, der har været omkring holdet i efteråret, som er fyldt og krydret med vores egne. Mads Zaar og Patrick Tjørnelund er blot 16 år og de skal suge alt det til sig, som de kan og se hvad det indebærer, at være professionel fodboldspiller. Det er en god chance for de unge talenter, mens vi skal sørge for, at videreudvikle og gøre dem klar til næste step.

I løbet af træningsopholdet spiller EfB som bekendt testkampe mod Dunajska Streda og Rad Beograd, som Jimmi Nagel forventer er et fint match.

–  Dunajska er et tophold i Slovakiet og har spillet Europa League kvalifikation i efteråret, så det bliver en fin kamp, at få testet spillerne i. Rad Beograd har vi ikke det samme kendskab til, men de spiller i den bedste serbiske række, så vi kan forvente et teknisk og fysisk stærkt mandskab. Begge opgør bliver gode tests for os, og så kan vi stå fit og klar til kampen mod AGF, slutter EfB-sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, som er tilbage på dansk grund mandag den 4. februar sammen med staben og spillerne.

EfB sparker gang i anden halvdel af Superligaen på udebane mod AGF fredag den 8. februar.