Kauko kommer med fighterhjerte

EfB’s nye nummer syv glæder sig til at fortsætte i dansk fodbold i en klub, som han kender for gode ting.

Markus Halsti var den første finske landsholdsspiller, der stemplede ind hos EfB denne sommer, og nu får han selskab af en landsmand i skikkelse af midtbaneslideren Joni Kauko.  Den nye mand i trøje nummer syv har de to sidste sæsoner vist sig som et solidt aktiv i Superligaen, og det indtryk vil han gerne forstærke i EfB.

– Jeg har været to år i Danmark, og jeg ville meget gerne blive her, fordi jeg befinder mig godt. Jeg kender EfB som en god klub gennem årene, og jeg har flere venner som har spillet her, blandt andet Lukas Hradecky, og de har fortalt mig gode ting om klubben. Derfor ved jeg, hvad den står for, og jeg ser frem til at blive en del af den ved at levere på banen, fastslår Joni Kauko, der er noteret for otte landskampe for Finland. Nu er han klar til at tørne ud for EfB, og de sydvestjyske fans kan forvente en helhjertet indsats.

– Jeg er en spiller, der kæmper hårdt, og jeg vil altid give mit bedste. Jeg kommer selvfølgelig med noget fysik, og jeg kan tilføre truppen noget ekstra i den retning. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang og lære drengene at kende, og så tager vi fat på arbejdet i Superligaen, slutter Joni Kauko, der møder sine nye holdkammerater for første gang i dag.