Førstehold

Kauko-scoring sender EfB på tredjepladsen

Esbjerg fB tog alle tre point på Blue Water Arena mod Brøndby IF, da Joni Kauko scorede efter en times spil. 1-0-sejren sender John Lammers’ mandskab på en aktuel tredjeplads i mesterskabsspillet.

Det var en livlig start på bronzeduellen mod Brøndby IF på Blue Water Arena denne torsdag eftermiddag foran 9.511 tilskuere på lægterne. Gæsterne fra Vestegnen fik kampens første mulighed, men skuddet fra kanten af feltet fortsatte over mål. Markus Halsti agerede stopklods i flere situationer i de første ti minutter, hvor EfB lige skulle få styr på den defensive organisation.
Hjemmeholdet havde også optræk til et par gode muligheder i offensiven. Carlo Holse var manden bag Esbjergs første skud, men også denne manglede kvalitet. Inde foran mål var Adrian Petre livlig, men angriberen manglede lige det sidste, for at komme frem til et par indlæg, som ofte kom fra Jesper Lauridsen eller Mathias Kristensen.
Udeholdet var gode i småspillet over flere omgange, og det gav problemer for John Lammers’ mandskab. Den sidste skarphed manglede heldigvis, når de blågule nærmede sig Jeppe Højbjergs målfelt og helt farligt blev det altså sjældent.
Den helt store chance udeblev i første halvleg, og derfor blev det ved 0-0, da de to mandskaber gik til pause.
I begyndelsen af anden halvleg fik Hany Mukhtar en gylden mulighed for at bringe de blågule foran, da han modtog bolden i en god position inde i feltet. Det flade skud fra offensivspilleren havde Højbjerg dog styr på. Kort efter viste Jeppe Højbjerg atter klassen, da han afviste Ante Ercegs kanonskud fra tæt hold.
Herefter var det Esbjerg, der begyndte at tage over og kreere chancerne, der kunne blive afgørende for udfaldet. Efter en times spil udmøntede det sig også i kampens første scoring, da Joni Kauko opsnappede bolden i feltet og følte den ind i højre side, og kunne derefter løbe jublende ud mod et euforisk fanafsnit farvet i blåt og hvidt.
Det kunne have blevet 2-0 over flere omgange i den resterende halve time af opgøret. Mathias Kristensen, Carlo Holse og Jacob Lungi Sørensen havde kæmpe chancer, mens det var indskiftede Adnane Tighadouini, der stod for den største af dem alle. EfB’s nummer 11 kom fri igennem efter en defensiv fejl fra gæsterne, men han fik ikke udnyttet både første eller anden mulighed.
Gæsterne fra Brøndby pressede på for en udligning med et kvarter igen, hvor især Kevin Mensah var livlig i udeholdets højre side. Martin Retovs mandskab havde dog ikke dén chance, der kunne gøre balance i regnskabet, hvor den bedste mulighed var et skud fra kanten af feltet.
Efter fem minutters overtid, kunne dagens dommer fløjte for sidste gang, og EfB tog dermed alle tre point mod Brøndby IF. Sejren sender de blåhvide på tredjepladsen i mesterskabsspillet og fem point foran Brøndby IF.


Resultat
Esbjerg fB – Brøndby IF 1-0 (0-0)
Målscorer
61′ 1-0 Joni Kauko
Startopstilling
16. Jeppe Højbjerg
40. Daniel Anyembe
38. Jacob Lungi Sørensen
5. Markus Halsti
14. Jesper Lauridsen
6. Lasha Parunashvili
21. Mark Brink
7. Joni Kauko
26. Mathias Kristensen
10. Carlo Holse
9. Adrian Petre
Indskiftninger
66′ Adnane Tighadouini (Mathias Kristensen)
66′ Yuri Yakovenko (Adrian Petre)
84′ Emmanuel Oti Essigba (Carlo Holse)
Tilskuertal
9.511

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo