Kristensen vil bidrage til offensiven

Mathias Kristensen ser frem mod et spændende år i Superligaen, hvor offensivspilleren håber, at han kan tilføre noget skarphed og effektivitet til vestjydernes spil.

Sæsonen er godt i gang og selvom det kun er blevet til et enkelt point for John Lammers’ mandskab, har EfB vist, at de bestemt hører til i landet bedste række. Den tidligere Næsbjerg-knægt, Mathias Kristensen, har da også en god fornemmelse, men er samtidig klar over, at den sidste skarphed måske mangler i begge ender og det faktum, at truppen skal præstere mere kontinuerligt.

– Det bliver en spændende sæson, hvor vi kommer på de store stadions og møder modstandere af en større kaliber end vi gjorde i NordicBet Ligaen. Jeg synes også, at vi har kompetencerne til at være med på det her niveau, selvom vi ikke har fået den start vi havde forventet, hvis vi kigger på antallet af point, så har vi alligevel vist godt spil fra vores side. Det ser positivt ud, men der mangler måske lige den sidste skarphed i begge ender. Men vi er på ingen måde faldet igennem, siger Mathias Kristensen, der håber på, at blive en vigtig brik i John Lammers’ planer.

– Personligt forventer jeg langsomt, at kunne spille mig tættere på holdet og senere hen blive en fast bestanddel. Jeg tror på egne evner, men det er selvfølgelig noget, der skal vises på banen og der håber jeg da, at jeg kan tilføre effektivitet til den offensive del af vores spil, fortæller den 21-årige tekniker, som til sidst fremhæver vigtigheden af Superliga fodbold i Esbjerg og det sammenhold truppen besidder.

– Det er rigtig vigtigt, at vi er tilbage i Superligaen, og det er ikke kun for os på træningsbanen, men bestemt også for vores fans. Jeg er selv Esbjerg-knægt, så det betyder også ekstra meget for mig. Vi har en god og sammenspillet trup, der har kendt hinanden i et års tid nu, så derfor er sammenholdet helt fantastisk, både på og uden for banen. Det gør, at vi kan spille lidt mere uimponeret, fordi vi ved, at vi er der for hinanden 100 procent, men vi skal også lære at præstere over alle 90 minutter, og ikke kun én halvleg.

EfB og Mathias Kristensen spiller lørdag på Blue Water Arena, når Randers FC gæster det vestjyske. Køb din billet på http://billet.efb.dk.